html_5 SEIF og Østervrå IF har fortsat maksimumpoint
Back
12.09.2021 | Af: Michael Frederiksen

SEIF og Østervrå IF har fortsat maksimumpoint

Østervrå IF og SEIF fortsætter parløbet i toppen af Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Begge hold har maksimumpoint. Her får du serveret søndagens overblik over de lokale serieklubbers bedrifter på grønsværen.

Artikelbanner 1

Jyllandsserien 1, pulje 1:
FfI havde chancen for at avancere til tredjepladsen, men tabte hjemme 1-4 til Randers Freja og dumpede ned på sjettepladsen. Frederik Guldager gav ellers FfI en drømmerstart, og de rød- og sortstribede havde flere muligheder for at øge føringen, men det endte altså med et skuffende nederlag. Ved stillingen 1-3 sendte Mathias Bowman fra FfI et straffespark på stolpen.

IF Skjold Sæby var på vej mod en sejr i hjemmekampen fredag aften mod Vatanspor, men gæsterne fra Brabrand udlignede til 2-2 dybt inde i dommerens tillægstid. Simon Rokkedal og Emil Schioldan scorede for Skjold, som indtager tredjepladsen.

Serie 2, pulje 12:
Dronninglund IF vandt ude over topholdet Hirtshals. Det resultat øger spændingen i toppen. IF Skjold Sæby er noteret for 12 point på fjerdepladsen er blot tre point efter Hirtshals.

IF Skjold Sæby vandt lørdag uden kamp over bundholdet Hjallerup IF.

Serie 3, pulje 24:
Præcis midtvejs i efterårssæsonen er SEIF fem point foran FfI's andethold på andenpladsen. SEIF vandt 6-1 over FC Vakok og har maksimumpoint 18. Ustyrlige Michael Vestergaard (4) og Rasmus Gravesen (2) scorede for SEIF i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

Jacob Sømand var dobbelt målscorer i FfI's 3-1-sejr ude over Hirtshals. Også Jens Kærsgaard - søn af den tidligere førsteholdsspiller Christian Kærsgaard - kom på måltavlen.

Skagen IK vandt uden kamp over Hjørring IF's tredjehold. Det var tredje gang ud af seks, at Hjørring ikke var i stand til at stille op. Der skal kun findes én direkte nedrykker. HI er sidst, tre point efter FC Vakok.

Serie 3, pulje 25:
Syv sejre i syv kampe. Det er status for Østervrå IF, der søndag vandt 4-0 ude over GVL Løkken. Der var aldrig tvivl om kampens udfald, for Løkken kom aldrig tæt på Østervrå-målet.

Andreas Bundgaard åbnede ballet i første halvleg, da han scorede til 1-0. De resterende tre mål faldt i anden halvleg, hvor Jonas Koldbro scorede to og Sebastian Koldbro ét mål.

ØVI er ni point foran sin nærmeste rival, Hals FS, og der er 14 point ned til tredjepladsen. Det er svært at forestille sig, at oprykningen glipper for ØVI.

Serie 4, pulje 49:
FfI's tredjehold har kurs mod en oprykning til serie 3. FfI har maksimumpoint efter seks kampe. Weekendens sejr krævede dog ingen omklædning, da SEIF har trukket sit andethold. 

Heller ikke Kvissel-Ravnshøj IF stillede op i den planlagte udekamp mod IF Skjold Sæby. KRIF blev tidligere på ugen taberdømt i den afbrudte kamp mod Syvsten IF, og blandt spillerne er der utilfredshed med manglende opbakning fra klubbens ledelse.

Det afvises dog af formand Morten Fanø. Han udtaler til Kanal Frederikshavn, at spillerne på et møde har givet udtryk for deres opbakning til ledelsen. Fire karantæner, ferie og arbejde gjorde ifølge formanden, at træner Jesper Hansen kun havde ni spillere til rådighed i weekenden, og derfor meldte KRIF afbud. Selv om holdet igen er ramt af fire karantæner på lørdag, forventer Morten Fanø, at KRIF er klar til kamp ude mod topholdet FfI.

Syvsten IF tabte 0-1 i udekampen mod Bindslev/Tversted IF, mens Østervrå IF besejrede Gærum IF med 2-0. ØVI er på andenpladsen, fem point efter FfI, som har spillet en kamp færre.

Serie 4, pulje 50:
Det har været en skidt uge for Voerså IF med nederlag på 1-2 hjemme til Holtet IF og 1-5 ude til Flauenskjold. Voerså IF indtager dermed sidstepladsen.

Dybvad/Hørby vandt 4-2 over Holtet IF efter at have været bagud med 0-2. Steffen Møller og Thomas Vanggaard scorede hver to mål.

Det er meget tæt i bunden. Blot to point skiller Voerså IF, Holtet IF, Hals FS og Dybvad/Hørby.

Kvindeserie Vest, pulje 251:
DHF /Dybvad-Hørby-Flauenskjold) kunne ikke stille hold i udekampen mod FC Thy-Thisted Q. Det var oprykkernes sjette nederlag i lige så mange kampe. Mandag aften får DHF besøg af AaB. Der er kampstart kl. 18.00 på Hørby Stadion.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen