html_5 FfI efter nederlag til AaB: - Det er ikke afgjort
Back
13.06.2021 | Af: Michael Frederiksen

FfI efter nederlag til AaB: - Det er ikke afgjort endnu

Topopgøret i Jyllandsserien 1 mellem AaB og FfI levede op til forventningerne og udviklede sig til et spændende og velspillet oprykningsbrag, hvor begge hold flere gange havde alle tre point inden for rækkevidde. Til sidst var det AaB, som trak det længste strå med en sejr på 4-3.

Artikelbanner 1

Resultatet betyder, at AaB overtager førstepladsen fra FfI. AaB er ét point foran FfI, og der resterer to runder. AaB mangler Hjørring IF hjemme og Skive ude, mens FfI har to hjemmekampe mod Aalborg Chang og Gug på programmet.

- Det er slet ikke afgjort endnu. Begge hold har to svære kampe tilbage, så alt kan ske. Vi har to hjemmekampe, hvor vi bare 100 procent skal ind og smadre igennem, siger Jeppe Birklykke, som Kanal Frederikshavn kårede til Kampens Spiller i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen, fordi han i anden halvleg med et kæmpe arbejdsraseri formåede at få sit hold tilbage i kampen på et kritisk tidspunkt, hvor ingenting lykkedes for frederikshavnerne.

FfI fik ellers en drømmestart på kunstgræsset på Hornevej i Aalborg Øst. Efter 13 minutter førte gæsterne med 2-0 på to mål af Claus Christiansen - begge gange efter oplæg fra Daniel Overlade, som på flotteste vis brugte sin fysik og udnyttede et par fine afleveringer fra Jeppe Birklykke og Søren Astrup. Der var stor jubel blandt de mange FfI-fans på den ene langside.

Bare 12 minutter senere var der balance i regnskabet, og den stilling holdt første halvleg ud.

AaB kom foran 3-2 efter 63 minutter. Det var en logisk konsekvens af, at FfI i denne fase tabte de fleste nærkampe og efterlod alt for meget plads på banen til de dygtige AaB'ere. Fem minutter senere ramte hjemmeholdet stolpen efter en usikker aktion i FfI-målet af Troels Aaen.

Det var på dette tidspunkt, at Jeppe Birklykke med stor energi fik gang igen i FfI'erne. Det hjalp også, at cheftræner Peter Enevoldsen rokerede flittigt på pladserne. Og så kan det ellers nok lige være, at vi fik en vild afslutning på dette topopgør. I det 78. minut ramte AaB overliggeren. Returen landede for fødderne af en helt fri AaB'er. Heldigvis for FfI præsterede Troels Aaen en stærk fodparade. Få sekunder senere scorede FfI. Indskiftede Mads Møller fandt Jeppe Birklykke, som koldblodigt passerede AaB's unge keeper, U16-landsholdsmålmanden Theo Sander.

Udligningen kom lidt ud af ingenting. FfI havde det svært i anden halvleg og skabte for lidt, men Jeppe Birklykkes scoring forvandlede gæsterne. Mads Møller driblede sig eminent fri i højre side i det 85.  minut og fandt en helt fri Claus Christiansen midt foran mål. Theo Sander hev desværre for FfI en super fodparade frem i denne situation.

Minutter efter blev bolden serveret perfekt for fødderne af Frederik Guldager, men han ramte den skidt. To store chancer, som kunne have sikret FfI sejren og et forspring på fem point.

I stedet scorede AaB på et langskud i det 90. minut. Igen fik de rød- og hvidstribede for meget plads. Dramatikken fortsatte dog. I det 93. minut sendte Daniel Overlade bolden i netmaskerne til 4-4. Men nej. Dommeren annullerede målet. Han vurderede, at FfI'eren havde benet for højt oppe. En hård kendelse, når man taget i betragtning, at spillerne fik lov til at gå til makronerne, og at der ikke blev givet én eneste advarsel i kampen - se situationen i videoen.

4-4 havde været et fint og fair resultat, men når der nu skulle findes en vinder, var AaB det bedste hold.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen