html_5 Gærum rykker op i serie 4, men vil højere op
Back
06.06.2021 | Af: Michael Frederiksen

Gærum rykker op i serie 4, men vil højere op

- Nu skal vi op i serie 4, men vi har større ambitioner. Vi skal videre op. Vi tager et skridt ad gangen. Gærum har spillet højere op, og der skal vi op igen.

Artikelbanner 1

Sådan sagde matchvinder Andreas Koop efter Gærum IF's 1-0-sejr søndag eftermiddag over Poulstrup Vrejlev 81. En sejr, som betyder, at Gærum IF rykker op i serie 4.

Sejrsmålet i den chancefattige kamp faldt allerede efter to minutter. En fin dyb aflevering fra Kenneth Skov blev flot udnyttet af Andreas Koop, som løb fra sin oppasser i højre side og sikkert passerede målmanden.

Efter sommerferien står den på serie 4-bold i Gærum, som i begyndelsen af 90'erne var helt oppe i serie 2. Andreas Koop, som Kanal Frederikshavn kårede til Kampens Spiller i Ugens Kamp (præsenteret af Sparekassen Vendsyssel), håber, at opturen forstætter for de hvidblusede Gærum-spillere.

Der er 15-20 spillere til træning, og det er tydeligt, at klubben er medvind.

- Vi har det godt, når vi er til træning. Der bliver gået til den, og vi hygger os. Folk kommer rundt omkring fra, og vi har blandt andet en bil fra Aalborg. Det er dejligt, at folk gider det. Vi har et godt sammenhold og fællesskab, og vi har også rammerne til det med gode baner og et godt klubhus. Der er bestemt noget at komme efter, mener Andreas Koop, som selv er en af flere Gærum-drenge på holdet.

Gærum IF har to baner. Opvisningsbanen hører til blandt de bedste i området, men den var desværre optaget af en krocket-turnering i går, så opgøret mod Poulstrup Vrejlev 81 blev spillet på træningsbanen. Den er heldigvis også i fin stand.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen