html_5 Skuffelsen var til at få øje på, da Sæby tabte
Back
16.05.2021 | Af: Michael Frederiksen

Skuffelsen var til at få øje på, da Sæby tabte 0-1

Torsdagens skuffende indsats i Kjellerup blev fulgt op af endnu en mager præstation i søndagens hjemmekamp mod Tjørring IF. IF Skjold Sæby tabte 0-1 til herningenserne, som i anden halvleg dominerede og derfor vandt fortjent.

Artikelbanner 1

Det var for begge mandskaber en yderst vigtig kamp i bestræbelserne på at undgå nedrykning. Afgørelsen faldt i det 71. minut. Et boldtab på egen banehalvdel efter et indkast, som cheftræner Nikolaj Dorff var utilfreds med, blev straffet af Tjørring, som strøg igennem i venstre side, og inde foran mål var Kenneth Lund på pletten.

Målet burde logisk have udløst en Sæby-offensiv, men den kom aldrig for alvor. Faktisk skabte hjemmeholdet ikke én eneste chance i anden halvleg. Et direkte frispark langt forbi mål var det farligste forsøg. Uden at være prangende var det lidt bedre i de første 45 minutter, hvor Jakob "Mølby" Kristensen havde et hovedstød, som Tjørring reddede på stregen.

Gæsterne var tættere på 2-0, da indskiftede Victor Enemark ramte stolpen.

Med til historien om Sæby-skuffelsen hører, at Christoffer Nødgaard sad udenfor med karantæne, og Simon Rokkedal var tvunget til afbud, da han har været i nærkontant med en coronasmittet. Udfordringerne stoppede ikke her. Allerede efter 10 minutter blev Mikkel Dorff skadet i hoften. Han forsøgte at spille videre, men angriberen, som har en vigtig rolle på holdet, måtte lade sig udskifte efter 20 minutter. Kort før pausen gik midtbanespilleren Simon Casper i stykker. Han var indtil da hjemmeholdets mest arbejdsomme og iøjnefaldende spiller.

- Ja, det er uheldigt, men vi har vist før, at vi kan arbejde den hjem, selv om der er mangel på de faste startere, så det skal ikke være den helt store undskyldning. Det gik ikke vores vej i dag. Dårlig kamp, mente Thomas Nielsen.

Kanal Frederikshavn kårede den unge forsvarsspiller til Kampens Spiller i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

Skuffelsen var tydeligvis meget stor i Sæby-lejren efter dommer Kenneth Mortensens slutfløjt. Nul point torsdag mod Kjellerup og søndag mod Tjørring var ikke lige det rygstød, som IF Skjold Sæby havde brug for inden forårets sidste syv kampe mod nr. 5-11 i Danmarksserien pulje 3.

Det er meningen, at nedrykningsspillet skal begynde i næste weekend, men tre kampe i Sæbys pulje blev i dag aflyst på grund af corona-smitte, og der er også hængepartier i den anden pulje.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen