html_5 IF Skjold Sæby har brug for tre point mod Tjørr
Back
16.05.2021 | Af: Michael Frederiksen

IF Skjold Sæby har brug for tre point mod Tjørring

De lokale fodboldhold skal i aktion to gange i denne uge, og derfor er der også 2 x Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Efter SEIF's overraskende 2-1-sejr i Østervrå i torsdags, gælder det i eftermiddag DS-opgøret mellem IF Skjold Sæby og Tjørring IF.

Artikelbanner 1

Det er sidste runde i Danmarksserien, inden de syv nederste hold i pulje 3 og 4 samles i en ny pulje, hvor otte ud af 14 hold som udgangspunkt rykkes ned. Det afhænger dog af antallet af jyske nedrykkere fra 2. division. P.t. ligger Holbæk til nedrykning fra den "jyske" 2. division, og der er godt for IF Skjold Sæby og de andre jyske hold, som kæmper for at undgå nedrykning.

Cheftræner Nikolaj Dorff nøjes med at konstatere, at reglerne er komplicerede. Hans fokus er derfor rettet mod eftermiddagens hjemmekamp efterfulgt af de syv kampe mod holdene fra pulje 3.

Inden sidste runde ser stillingen i nedrykningspuljen således ud (* en af IF Skjold Sæbys sidste otte modstandere:

1. Aarhus Fremad 31 point
*2. Varde 27 point
3. Kjellerup IF 26 point
*4. B1913 24 point
*5. Ringkøbing 23 point
*6. Tarup/Paarup IF 22 point
7. Nørresundby FB 19 point
8. IF Skjold Sæby 18 point
*9. Horsens fS 18 point
*10. Viby IF 17 point
*11. Kolding Boldklub 15 point
*12. Tjørring 14 point
13. FC Djursland 13 point
14. Herning Fremad 13 point

Hvordan vurderer Nikolaj Dorff IF Skjold Sæbys chancer for overlevelse?

- Det er utroligt svært at vurdere noget som helst i denne sæson. Der er simpelthen så mange ubekendte faktorer i forhold til programmet, som vi ikke tidligere har oplevet. Vi spiller rigtig mange kampe, hvor skader kan ændre meget i trupperne. Vi kommer sandsynligvis til at se et stigende antal karantæner (både med karantænepoint og COVID-19) og så går vi desuden en studentertid i møde, hvor vi kan få nogle udfordringer. Det er ens for alle, så det forholder vi os til som et vilkår, men det gør en vurdering meget svær og usikker. Når det er sagt, så tror jeg selvfølgelig på, at det kan lade sig gøre, understregen IF Skjold Sæbys cheftræner.

Sikkert er det, at eftermiddagens kamp meget gerne skal give tre point, selv om hjemmeholdet er svækket af karantæne til nøglespilleren Christoffer Nødgaard.

De første 20 kampe i sæsonen evaluerer Nikolaj Dorff således:

- Jeg er overordnet stolt af holdets udvikling. Jeg synes, at vi er på vej til at finde et godt udtryk i vores spillestil, hvor især den taktiske læringskurve har peget opad. Spillernes forståelse for de forskellige faser i spillet og værktøjskassen med løsninger vokser løbende. Jeg vil især gerne fremhæve vores organisation mod bolden omkring eget felt som et udviklingsområde, hvor holdet har gjort store fremskridt. Her har vi set mere solide og afklarede ud end tidligere. Vi er samtidig klar over, at vi har mange områder, hvor vi kan forbedre os, og vi vil især gerne hæve vores bundniveau. Det skal nok komme, men vi må forvente, at det tager tid med mange unge spillere.

Nikolaj Dorff glæder sig til sæsonens sidste otte kampe i Danmarksserien.

- Det er otte kampe, hvor vi kan udvikle os som hold, og det er, hvad jeg forholder mig til. Vi kigger på os selv i et udviklingsperspektiv, og derfor er udgangspunktet, at vi hele tiden forsøger at arbejde hen imod at opnå læring og forbedre os fra kamp til kamp.

Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen på Sparekassen Vendsyssel Arena i Sæby fløjtes i gang kl. 14.00 af dommer Kenneth Mortensen.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen