html_5 Ny cheftræner i Skagen IK: Vi er røvkedelige
Back
05.04.2021 | Af: Michael Frederiksen

Ny cheftræner i Skagen IK: Vi er røvkedelige

- Vi er røvkedelige og tager bogstaveligt talt en kamp ad gangen.

Artikelbanner 1

Det siger cheftræner Jesper Nielsen, inden Skagen IK's nedrykkere i eftermiddag sæsondebuterer hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena mod Skibsby-Højene IF (SHI).

Energiske og entusiastiske Jesper Nielsen gør igen comeback som førsteholdstræner i Skagen IK. Han afløser Kasper Lundholm, der i foråret skal være spillende assistenttræner.

- Jeg er tilbage for at hjælpe klubben samt en meget ung trup med få rutinerede. Ambitionen er at få stabiliseret holdet i rækken samt få noget spilleglæde og humør - og se en udvikling af holdet og de enkelte spillere, siger Jesper Nielsen til Kanal Frederikshavn.

Efter i flere sæsoner at have flirtet alvorligt med nedrykningsstregen rykkede Skagen IK ned med et brag i efteråret 2020. Blot fire point blev det til. De blåblusede var hele 15 point fra en plads over nedrykningsstregen.

Jesper Nielsen er dog fortrøstningsfuld.

- På de bedste dage kan vi slå alle i rækken, men vi skal også udvise et højere bundniveau, end det var tilfældet i sidste sæson, fastslår han.

Skagen IK melder hverken om til- eller afgang i denne sæson.

- Jeg tror, det bliver en jævnbyrdig række. Et hold som SHI og oprykkerne fra Lundergård er to stærke hold. Vi møder netop disse to hold i de to første kampe, siger Jesper Nielsen.

Der er kampstart kl. 13.30 i dag i Skagen, men indtil videre afvikles kampene uden tilskuere på grund af af corona-restriktioner.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen