html_5 Fodboldfeberen raser i Bangsbo Freja
Back
18.03.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Fodboldfeberen raser i Bangsbo Freja

Mens COVID-19 stadig lukker en stor del af samfundet, er det en helt anden virus, som hersker i Boldklubben Bangsbo Freja på Vrangbækvej. Her er klubbens seniorafdeling nemlig ramt af decideret "fodboldfeber".

Artikelbanner 1

Det blev modtaget med dybe suk, da statsministeren i efteråret meddelte, at forsamlingsforbuddet blev sænket, hvorved ombrydningspuljerne i herrenes serie 5 sluttede. Dog heldigvis kun én spillerunde før tid.

Herefter spillede herresenior i Bangsbo Freja en omgang hyggebold hver torsdag på klubbens kunstgræsbane, indtil forsamlingsbuddet atter blev sænket. Denne gang til fem personer, hvilket nærmest umuliggjorde gennemførelsen af et træningspas med substans.

Derfor har seniorafdelingens bolde ligget helt stille vinteren over. Indtil forrige uge, hvor restriktionerne blev lempet, og cheftræner Brian Kristensen derfor endelig kunne kalde til træning igen.

Og hvilket træningsfremmøde! Hele 33 mand på træningsbanen til første herreseniortræning en råkold torsdag aften i starten af marts. Naturligvis med hensynstagen til alle gældende restriktionerne på området.

- Men også de efterfølgende træningspas har været velbesøgte. Herresenior træner tirsdag, torsdag og lørdag, og hver gang er mere end 25 mand mødt frem for at få lidt meter i benene. Det er flot, siger kasserer Tommy Pedersen, Bangsbo Freja.

Men flottere er det faktisk, at klubbens dameseniorafdeling ligeledes blomstrer. I efteråret var planen, at klubbens daværende U18-piger skulle rykke op i seniorrækkerne for Bangsbo Freja, men en lille spillerflugt satte desværre en stopper for denne ambition. I stedet blev de tilbageværende piger "lånt" ud til Understeds dameseniorer, hvor de spillede 7-mands fodbold. I øvrigt med fin succes. Dermed fik de deres første sæson i seniorfodbold.

Klubbens ambition er stadig at etablere et 11-mands hold for damesenior, og denne ambition ser endelig ud til at lykkes. De tilbageværende piger har brugt hele vinterpausen på at rekruttere, og det har båret frugt. Pigerne træner tirsdag og torsdag, og hver gang har i omegnen af 15 spillere deltaget.

- Det er også bragende flot set i lyset af, at afdelingen ikke eksisterede før jul, mener Tommy Pedersen.

En af grundstenene i Bangsbo Frejas seniorafdeling er sammenhold. Både på holdene hver især, men også på tværs af dame- og herresenior. Derfor er der spændende sociale ting i støbeskeen, som er klar til at blive rullet ud, når situationen igen tillader.

Nu venter spillerne bare på, at turneringen forhåbentlig kan sparkes i gang.

Går du med tanker om at starte op med fodbolden, og være en del af et unikt fællesskab, hvad end du er mand eller dame, så er du velkommen på kunstgræsbanen i Bangsbo hver tirsdag og torsdag klokken 18:30.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen