html_5 KRIF og Understed IF klar til VM-kvartfinalerne
Back
09.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

KRIF og Understed IF klar til VM-kvartfinalerne

FODBOLD: Der er masser af lokale hold med i VM-slutkampene, som spilles i disse uger. VM står for Vendsyssel-mesterskabet, og der dystes i tre aldersgrupper: Old Boys, Grand Old Boys og Veteran Old Boys.

Artikelbanner 1

Kvissel/Ravnshøj IF er i kvartfinalerne i Veteran Old Boys, som er for 7-mands hold.

- Der var ganske vist kun fire hold med i vores pulje, men vi blev nr. to og skal nu møde Vodskov på udebane, fortæller Henrik David, KRIF.

Veteran Old Boys er en ny række på disse kanter.

- Vi tilmeldte os, og en holdleder blev fundet, hvorefter jagten på spillere gik i gang. Mange af de gamle spillere fra dengang, klubhuset var det gamle grønne træhus på Hedehusvej, blev kontaktet, og sørme om ikke mange sagde ja tak. På trods af dårlige knæ, et par af de ekstra kilo på kroppen og andre små skavanker, bærer flere af spillerne ligheden med en gemt årgangsvin. De er blevet bedre med alderen - i hvert fald i korte glimt, smiler Henrik David.

Spillerne hygger sig meget, og de gode grin er bestemt ikke blevet glemt. Det samme kan siges om anekdoterne, men samtaleemnerne er gået lidt væk fra den "lumre" afdeling til snak om læsebriller, bøffer på grillen og god rødvin, ja, og hvor ondt man havde over hele kroppen efter sidste kamp.

Kvartfinalen mod Vodskov spilles mandag 19. oktober kl. 19.00.

- Som alle gamle motorer startes vi bedst med en lille "slat" sprit, og her er Mobildiskotek Unique sponsor for den fornødne starthjælp, når vi skal møde Vodskov, siger Henrik David.

FfI har allerede vundet sin kvartfinale i Veteran Old Boys. FfI besejrede Hjørring Frem med 5-2 og skal nu møde vinderen af opgøret mellem Asaa og Hjørring IF.

FfI er også videre til semifinalerne i Grand Old Boys. I kvartfinalerne vandt FfI med 2-0 over SHI. Lennart Bak, tidligere superligaspiller og professionel i Serie A i Italien, helflugtede FfI i spidsen efter ni minutter. FfI møder nu vinderen af kampen mellem Jerslev og Vodskov.

IF Skjold Sæby møder i kvartfinalerne Hjørring IF ude, mens Hørby IF skal en tur til Vester Hassing.

Understed IF skrev historie i den "unge klasse", Old Boys, da holdet sikrede sig andenpladsen i sidste spillerunde onsdag aften. IF Skjold Sæby vandt foran Understed IF og FfI.

Inden sidste runde var stillingen lige mellem FfI og Understed IF, og da FfI havde en bedre målscore, skulle Understed IF hente flere point end FfI.

Understed gjorde sit og vandt fortjent 5-1 i Ravnshøj, og da Sæby og FfI samtidig spillede 0-0 i deres kamp, strøg Understed IF forbi FfI.

Det betyder, at Understed IF går videre til kvartfinalerne i VM, hvor modstanderen er Hjørring IF på udebane.

- HI vandt sin pulje foran Vrå, Hirtshals og Tårs, så der venter os en hård modstander, men bolden er rund, så alt kan ske, siger Stefan Mørk Erlandsen, Understed IF.

Kampen skal spilles i Hjørring, men kamptidspunkt er endnu ikke fastlagt.

IF Skjold Sæby møder Tårs IF på hjemmebane onsdag 21. oktober kl. 19.00.

Alle tre finaler afvikles lørdag 31. oktober på FfI's baner på Fodboldvej.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen