html_5 Skagens bundhold var tæt på at drille SEIF's top
Back
04.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Skagens bundhold var tæt på at drille SEIF's tophold

OPDATERET KL. 19.30: Skagen IK's bundhold var tæt på at drille SEIF's tophold i serie 2. FfI's andethold overtog førstepladsen i serie 3 med en udesejr på 1-0 i topkampen mod Flauenskjold IF. Her er weekendens overblik over, hvordan de lokale fodboldklubber klarede sig fra Danmarksserien til serie 4.

Artikelbanner 1

Danmarksserien, pulje 4:
COVID-19 udsatte lørdagens DS-kamp mellem IF Skjold Sæby og Nørresundby. En spiller fra Nørresundby er testet positiv og derfor spilles det nordjyske lokalopgør først onsdag 14. oktober kl. 19.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena i Sæby.

Jyllandsserien, pulje 1:
FfI erobrede sin femte sejr på stribe i lørdagens opgør på Landlyst. Tobias Overlade headede gæsterne foran 1-0 efter et hjørnespark fra Jeppe Haslund Birklykke, og i anden halvleg var rollerne byttet om. Tobias Overlade fandt Jeppe Birklykke med en lang diagonalaflevering. Birklykke sendte et indlæg af sted, som med vindens hjælp havnede i netmaskerne.

FfI spillede mod slutningen 9 mod 11 i syv minutter, da Søren Astrup fik rødt kort, mens Mads Møller nøjedes med en "ostemad". Gæsterne formåede dog ikke at overliste Troels Aaen, som igen afløste skadede Thomas Kirk i målet.

Serie 2, pulje 11:
På to mål i det 89. og 94. minut vendte topholdet SEIF 1-2 til 3-2 mod bundholdet Skagen IK. Det var anden weekend i træk, at Skagen førte 2-1 på udebane, men tabte 2-3. Frederik Christensen og Nicklas Dam scorede målene i de døende minutter.

SEIF's Tobias Christensen gjorde det til 1-0 efter 17 minutter, men et selvmål af Frederik Buus Nielsen bragte balance i regnskabet. Midt i anden halvleg kom Skagen foran, og det lignede længe årets første sejr.

På et vindblæst Kop og Kande Arena i Brønderslev tabte Østervrå IF 1-3 til Brønderslev IF, der viste, at de er en af de helt store favoritter til at rykke op i serie 1. Brønderslev udnyttede den kraftige medvind til at lægge pres på ØVI's mål, og de gik også til pause foran 2-0, begge mål kom efter hjørnespark.

I anden halvleg fik ØVI vinden i ryggen og kom meget bedre med i kampen. Gæsterne leverede faktisk en rigtig fin anden halvleg, hvor de i perioder pressede hjemmeholdet. Det rakte dog ikke til point, men ØVI kan tage flere gode ting med fra kampen, blandt andet Søren Fjordbaks flotte mål til slutresultatet.

IF Skjold Sæby møder tirsdag aften Hals FS på hjemmebane.

Serie 3, pulje 23:
FfI's tredjehold vandt søndag eftermiddag med 2-1 over FC Vakok i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Mads Borup Andersen og Tobias Stilling scorede for FfI, mens Biak Sang var FC Vakoks målsorer.

Serie 3, pulje 24:
Der var topkamp på Flauenskjold Stadion allerede lørdag kl. 12.30, og gæsterne fra FfI vandt 1-0. Mikas Seerup blev matchvinder midt i anden halvleg.

Med sejren overtog FfI førstepladsen fra Flauenskjold. FfI har 22 point, hvilket er to mere end Flauenskjold. På tredjepladsen følger Vodskov IF med 17 point. Slutter FfI og Flauenskjold med lige mange point, er Flauenskjold bedst indbydes, idet de vandt 3-1 ude over FfI.

Serie 4, pulje 47:
Nedrykkerne fra Kvissel-Ravnshøj IF vandt 6-0 ude over BAMSIF. Marius Kristensen lavede hattrick på banen ved Astrup/Sønderskov Hallen. Rasmus Wrensted, Daniel Beith og Daniel Christensen kom også måltavlen. KRIF indtager tredjepladsen.

Søndagens vigtige bundkamp mellem SEIF's andethold og Jerup/Aalbæk endte 1-1. SEIF har derfor fortsat tre point op til Jerup/Aalbæk over stregen, og da Jerup/Aalbæk er bedst indbyrdes, skal SEIF have mindst fire point mere end Jerup/Aalbæk i de sidste kampe.

Serie 4, pulje 49:
IF Skjold Sæbys tredjehold hentede sæsonen første sejr i bundopgøret ude mod Østervrå IF. Frederik Nordahl Olsen blev matchvinder i det 78. minut. Sæby har fem point og ligger fortsat til nedrykning, men der er kun to point op til Hals FS over stregen, og netop de to klubber mødes på lørdag i Sæby.

Dybvad tabte 1-4 til Flauenskjold IF. Dermed mistede Dybvad formentlig chancen for at lege med i toppen, idet holdet nu er seks og syv point efter topholdene Klokkerholm IF og Asaa Boldklub.

KVINDER:
Jyllandsserien, pulje 273:
Der var lokalopgør på Flauenskjold Stadion mellem DHF (Dybvad-Hørby-Flauenskjold) og oprykkerne fra FfI. Hjemmeholdet vandt 2-1. Kia Christensen og Line Sørensen scorede til 2-0, inden Camilla Andersen reducerede for FfI i dommerens tillægstid.

Der venter nu FfI en meget vigtig hjemmekamp på lørdag mod B52/Aalborg i bestræbelserne på at undgå nedrykning.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen