html_5 Anden weekend i træk: Sejre til FfI1, FfI2 og FfI
Back
20.09.2020 | Af: Michael Frederiksen

Anden weekend i træk: Sejre til FfI1, FfI2 og FfI3

FfI's tre bedste hold hentede for anden weekend i træk fuld pointhøst. I serie 2 vandt IF Skjold Sæbys andethold med 3-0 over Østervrå IF. Et resultat, som klart indikerer, at Sæby er et seriøst bud på en oprykker til serie 1.

Artikelbanner 1

Ellers var en runde med en del aflysninger på grund af COVID-19.

Danmarksserien, pulje 4:
IF Skjold Sæby kunne ikke følge op på de to gode præstationer mod Vejgaard og Kjellerup. Allerede efter 25 minutter var Sæby bagud med 3-0 i Tjørring i Herning. En sløj start - og så var det op ad bakke. Sæby udlignede ganske vist til 3–3, men tabte 3-4.

Jakob “Mølby” Kristensen scorede ud ad ingenting til 3-1 inden pausen, og det var som om, at det vækkede holdet. Det blev til 3-2 efter 52 minutter ved Thomas Nielsen og Jakob “Mølby” Kristensen udlignede efter 58 minutter.

Det lignede nu et forvandlet Sæby-hold, som i perioden efter udligningen havde flere gode muligheder. Desværre slukkede og lukkede Tjørring på et indlæg efter hjørnespark, som strøg op i fjerneste hjørne.

- Lidt af et deja vu i forhold til seneste kamp mod Herning Fremad, udtaler Sæby-træner Nikolaj Dorff og konkluderer:

- Vi kan simpelthen ikke få point i Danmarksserien ved at levere 40 dårlige, 20 gode og 30 middelmådige minutter i udekampene. Der er alt for store udsving i præstationen, og vi har altså brug for at se en helt anden karakter fra holdet, når vi skal til Djursland i næste weekend.

Jyllandsserien, pulje 1:
FfI leverede efterårets bedste indsats i udekampen mod topholdet Gug, der ellers var ubesejret, inden FfI kom på besøg. FfI vandt 2-0 på mål af Tobias Overlade og Kasper Sørensen.

FfI glæder sig ikke mindst over, at holdet nu i to kampe i træk har fået styr på holdets defensive organisation. Troels Aaen i FfI-målet havde således en relativ rolig aften på Gug Stadion.

FfI er nu kun ét point fra Gug på førstepladsen. På lørdag får FfI besøg af Gundersted, som de rød- og sortstribede knuste 9-0 i sæsonpremieren. Gundersted kommer dig til Frederikshavn med en frisk sejr på 6-0 i bagagen.

Serie 2, pulje 11:
Østervrå IF var søndag eftermiddag til eksamen, men dumpede. Med en sejr ude over IF Skjold Sæbys DS-reserver ville ØVI kun have været ét point fra førstepladsen, men Sæby vandt 3-0. Dermed er Sæbys oprykkere på førstepladsen med 17 point, mens ØVI på femtepladsen er noteret for 10 point. Det var ØVI's første nederlag på udebane i efteråret.

SEIF's oprykkere ligger på andenpladsen med 14 point efter 3-3 hjemme mod Hals FS. Her førte SEIF tre gange og spillede 11 mod 7 i de sidste minutter. Jeppe Thomsen, Nicklas Dam på straffespark og Mads Færch scorede SEIF's mål.

Skagen IK har flere sæsoner leveret små mirakler og undgået nedrykning fra serie 2. Men nu går den ikke længere. Det må være konklusionen efter lørdagens 0-4-nederlag på hjemmebane til Hjørring Frem. SIK er ni point fra en plads over nedrykningsstregen, og da Kasper Lundholms tropper blot har hentet ét point i sæsonens første otte kampe, ligner det en stensikker nedrykning.

Serie 3, pulje 23
:
FfI's tredjehold var bagud med 0-1 i hjemmekampen mod Hjørring Frems pointløse bundhold indtil det 86. minut, men vandt 3-1. Jens Kærsgaard og to gange Alexander Strauss scorede.

Oprykkerne fra FC Vakok er i krise i serie 3. Onsdag aften led holdet fra Frederikshavn sit tredje nederlag i træk. FC Vakok tabte 0-1 til Hjørring IF, som havde den tidligere landsholdsmålmand Mogens Krogh mellem stængerne. I de to klubbers første møde vandt FC Vakok overbevisende med 6-0.

Serie 3, pulje 24:
FfI's andethold er tophold. Fredag aften vandt frederikshavnerne med 2-1 i Ulsted. Det var holdets fjerde sejr i træk. Mikkel Tolstrup og Jacob Sømand scorede for FfI, som er tre point foran Flauenskjold IF, som dog har spillet to kampe færre.

Serie 4, pulje 47:
Kvissel-Ravnshøj IF ligger på tredjepladsen, mens SEIF og Jerup/Aalbæk kæmper for at undgå nedrykning. Lige nu er SEIF under stregen med kun tre point. mens Jerup/Aalbæk har seks point.

KRIF vandt 4-1 ude over Tornby IF. Daniel Beith lavede hattrick. Jerup/Aalbæk tabte 3-4 ude til Bagterp IF, mens SEIF på eget græs blev slået med 1-3 af SHI.

Serie 4, pulje 49:
Dybvad vandt 6-2 ude over Østervrå IF, som blot har hentet ét point i otte kampe. IF Skjold Sæbys tredjehold var søndag eftermiddag involveret i en vild kamp mod Asaa. Efter 0-0 ved pausen endte opgøret 5-5. Sæby fik en spiller vist ud ved stillingen 2-1, og to gule kort umiddelbart efter betød, at Sæby var tre spillere i undertal.

KVINDER
Jyllandsserien, pulje 273:
FfI erobrede det ene point i udekampen mod Holtet. Amalie Bech Kristensen udlignede til slutresultatet 1-1.

DHF (Dybvad-Hørby-Flauenskjold) skulle have møde Nibe ude, men kampen blev udsat.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen