html_5 Tjørring-formand udpeger FfI som oprykningsfavori
Back
20.06.2020 | Af: Michael Frederiksen

Tjørring-formand udpeger FfI som oprykningsfavorit

I eftermiddag spilles den første af to kampe mellem FfI Fodbold og Tjørring IF. Der er kampstart kl. 15.00 på kunstgræsset i Herning-forstaden. Returkampen spilles næste lørdag kl. 14.00 i Frederikshavn. Den samlede vinder rykker op i Danmarksserien.

Artikelbanner 1

Reglerne er som i Champions League. I tilfælde af pointlighed er den samlede måldifference afgørende. Står det også lige her, er det antallet af udebanemål, som afgør de to holds skæbne. Står holdene stadig lige, spilles der 2 x 15 minutters forlænget spilletid efterfulgt af eventuel straffesparkskonkurrence.

FfI-træner Troels Gaardbo har aldrig set Tjørring IF spiller.

- Men jeg har en god kontakt til en træner i Tjørrings nærområde, der kender holdet ganske godt. De har blandt andet et par offensive profiler med divisionserfaring, som vi naturligvis skal tage vores forholdsregler imod. Så er der jo naturligvis også en grund til, at man vinder sin stærke pulje med en margin på fire point ned til nr. to, bemærker FfI-træneren.

IF Skjold Sæby har mødt Herning-klubben flere gange i Jyllandsserien de senere år. Troels Gaardbo har da også haft en kort snak med Skjold-træner Nikolaj Dorff.

- Han bekræfter, at Tjørring er en stærk modstander, som har voldt Sæby endog meget store kvaler, siger Troels Gaardbo.

Hvor står I selv, vurderer du?


- Ligesom vores modstander lider vi naturligvis under, at vi kun i cirka 14 dage har kunnet træne på stor bane på grund af corona-reglerne. Bortset fra det tænker jeg, at vi alle er helt klar på opgaven.

FfI har et par spillere, der er ude med skader, men Troels Gaardbo er meget tilfreds med den trup, som han sender af sted til Herning.

- Jeg synes, vi kan stille et stærkt hold, hvor konkurrencen har været meget hård om at komme med i truppen til kampen. Alle vil jo give deres højre arm for at være med, vurderer Troels Gaardbo.

Mens FfI kun har spillet ét år i Jyllandsserien i denne omgang, har Tjørring været JS-hold siden 2016. Fra 2007-2009 var klubben endda helt oppe i 2. division.

Alligevel mener Tjørring IF's formand, Kai Nørholm, at FfI er favorit.

- Vi kan se i statistikkerne, at de har været rigtig suveræne i deres sidste par sæsoner, og det må give en masse selvtillid med alle de sejre i bagagen, lyder det beskedent fra Kai Nørholm.

Hvad kender I til FfI?

- Ikke noget som helst for at være ærlig. Vi har hørt, at de er nogle fuldvoksne drenge, som er står rigtig godt på banen, og derudover har vi selvfølgelig kigget på resultaterne i de seneste par sæsoner, som jo ikke er så ringe endda.

Er I i stærkeste opstilling?

- Nej, desværre, vi har mistet to spillere her i corona-pausen, og så døjer vi med skader på et par positioner. Udover dette er det studenteruge, så det kommer til at koste lidt med de unge. Dog skal det ikke lyde som en undskyldning, fortæller formanden.

FfI sender en bus med fans til Tjørring IF, og klubbens aktive pressemand Martin Pedersen lovet at liveopdatere på FfI's Facebook.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen