html_5 APOLLO løste sin opgave på fornem vis
Back
Mobiltop 1
08.04.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

APOLLO løste sin opgave på fornem vis

Besætningen ombord på marinehjemmeværnsfartøjet APOLLO fra Frederikshavn får nu ros for sin deltagelse i beskyttelsen af hangarskibet, CHARLES DE GAULLE i den forgangne weekend.

Artikelbanner 1

APOLLO var indsat i en force protection-opgave, som gik ud på at beskytte en sikkerhedszone? rundt om det 261,5 meter lange franske hangarskib og dets følgeskibe i Task Force 473, da de lå til anker ved Frederikshavn for at modtage forsyninger.

De franske myndigheder havde anmodet om støtte til at varetage skibenes sikkerhed, og tre danske enheder - fregatten NIELS JUEL, patruljefartøjet FREJA og marinehjemmeværnsfartøjet APOLLO - løste opgaven med NIELS JUEL i spidsen.

- Det var fra vores side naturligt at søge hjælp hos Marinehjemmeværnet til denne opgave, hvor særligt besætningen på APOLLO med deres lokalkendskab til skibstrafikken og farvandets beskaffenhed var en vigtig faktor i den taktiske planlægning af opgaveløsningen, forklarer Taktisk officer overflade, kaptajnløjtnant Daniel Lindeblad fra NIELS JUEL til Hjemmeværnets hjemmeside.

Det var en opgave, som passede fint til den lokale besætning fra Hjemmeværnsflotille 115 Vendsyssel.

- Vi havde fået tildelt et område at patruljere i, og det var vores opgave at kontakte de mindre fartøjer på vej ind i området for at varsko dem om, at de skulle holde afstand til ankerliggerne, forklarer Søren Kjellberg, som var fartøjsfører ombord på APOLLO.

Sikkerhedszonen på 2.000 yards (1,8 km) til CHARLES DE GAULLE og 1.000 yards til følgeskibene var blevet udgivet som en stor firkant på søkortet, og APOLLO havde fået den vestlige kant ind mod land.

- Vi sejlede nok 50 ture frem og tilbage langs kysten i de to dage, og de sejlende, vi kontaktede, var meget forstående. De respekterede det, og de forstod det godt. Ja, lige udover en enkelt fisker, der var lidt utilfreds. Altså, han skulle fiske i det område i dag, og så måtte det hangarskib flytte sig, fortæller Søren Kjellberg med et grin.

Efter godt to døgn med fire-timers-vagter, en ret hård sø og corona-forholdsregler ombord kunne den otte mand store besætning gå i land godt brugte. Og deres indsats er blevet værdsat.

- APOLLO løste sin opgave på fornem vis. Besætningen ombord i NIELS JUEL bemærkede særligt, at APOLLO selv med meget kort varsel påtog sig denne opgave og i særdeleshed udviste den høje grad af professionalisme, velvilje og stolthed, som kendetegner Marinehjemmeværnet, lyder det fra Daniel Lindeblad med hilsen fra ledelsen ombord på NIELS JUEL.

Marinehjemmeværnet oplyser i øvrigt, at Flotille 115 Vendsyssel har brug for flere nye medlemmer, når Danmark åbner op igen.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2