html_5
Back
Mobil-stor 1
26.05.2023 | Af: Kanal Frederikshavn

Ægtepar fra Gærum har besøgt 329 kirker på 5 år

Ægteparret Arne og Vibeke Nielsen fra Gærum har sat sig selv på noget af en mission. De vil deltage i gudstjenester i alle kirker i Aalborg Stift, det vil sige 330 kirker. Og de mangler kun én.

Artikelbanner 1

Det har taget dem fem år at komme igennem, men på søndag skal den sidste gudstjeneste på listen krydses af.

- Det er en dejlig beskæftigelse en søndag formiddag at komme til gudstjenester, og så er det sjovt at komme ud og se, hvordan de gør det andre steder, siger Arne Nielsen til TV2 Nord.

Fem års rejse
Både Arne og Vibeke Nielsen er tidligere kirketjenere - Arne gennem hele 30 år.

Og da det var slut, besluttede de sig for, at det ikke var nok. De skulle opleve andre gudstjenester end dem, som de er vant til i Abildgaard Kirke i Frederikshavn og Vodskov Kirke.

- Nu når man har været i kirke hver eneste søndag og taget et par gudstjenester i 30 år, så er man vant til at gå i kirke, og så er det egentlig sjovt at se andre kirker end den, som man har arbejdet i, siger Arne Nielsen.

Men det kan ikke være hver søndag, som står i guds tegn, for som Arne Nielsen siger:

- Der er jo også andre ting, og tiden kan hurtigt gå.

I stedet har de nogle søndage besøgt tre kirker i rap, og det kræver noget koordinering. For kirkerne skal helst ligge i nærheden af hinanden, så man kan nå det hele.

Og man kunne fristes til at tænke, at det må blive kedeligt i længden, men ikke når man er to om det.

- Så har vi fået en lille tur ud af det, og det er da også hyggeligt at komme rundt og se en masse kirker, så det har været en oplevelse i sig selv, siger Arne Nielsen til TV2 Nord.

Næste punkt på listen
Men når fem års tur rundt i 330 kirker er slut på søndag, er det måske ikke helt slut for ægteparret fra Gærum. For der er sat et nyt punkt på listen - landets domkirker.

- Det bliver det næste, vi kommer til at satse på. Der er 10 domkirker i alt, og vi har været i de seks, siger Arne Nielsen.

Så de er allerede godt i gang.

Når de sidste fire domkirker er besøgt, vender de trofaste kirkegængere tilbage til det lokale sogn og Gærum Kirke.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Mobil-lille 1
  • Mobil-lille 2
  • Artikelbanner 5
  • Mobil-lille 3
  • Mobil-lille 4