html_5 Valg af regnvejrsdæk var den forkerte beslutning
Back
Mobil-stor 1
30.06.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Valg af regnvejrsdæk var den forkerte beslutning

Silas Rytter var tilbage i Super 2L-klassen for en stund, da Sommerløbet på FDM Jyllandsringen blev kørt i weekenden.

Artikelbanner 1

Ambitionerne var sat højt fra start. Efter en god debut i klassen på Ring Djursland havde den unge sæbynit blod på tanden efter mere. I tidtagningen var han næsthurtigste kører, så potentialet var bestemt til stede.

Efter en god start på det første heat lå Silas Rytter længe og kæmpede for at tage førstepladsen, men en misforståelse på banen betød, at han fik en straf på seks sekunder for at have trængt en anden kører af banen. Det sendte ham fra kampen om førstepladsen ned på en tredjeplads.

Søndag eftermiddag ramte et regnskyl FDM Jyllandsringen kort før OK Oktan 100 Super 2L-feltet skulle på banen igen, og flere teams og kørere måtte tage en hurtig beslutning om dækvalget, inden løbet startede. For Silas Rytters vedkommende blev han sendt på banen med regnvejrsdæk - og det viste sig at være helt galt:

- Teamet tog beslutningen om at køre på banen med regndæk, og allerede da vi kørte på banen kunne jeg godt se, at den var gal. Der var nærmest tørt hele vejen rundt, så det blev et løb, hvor det handlede ret meget om at passe på dækkene frem for at give den gas, fortæller Silas Rytter, der alligevel hentede en fjerdeplads hjem.

Finaleheatet startede med Silas Rytter på en tredjeplads, og hele løbet igennem blev der kørt tæt race om en podieplacering. Da de tre førende biler passerede målstregen for sidste gang, var der få tiendedele sekunder mellem dem. Silas Rytter tog tredjepladsen, og selvom det ikke er en sejr, var han godt tilfreds:

- Jeg havde jo håbet på at snuppe en sejr med hjem, men de to første heat kostede den optimale startplacering til finalen, og de to kørere foran mig havde virkelig fart på - og så er det fair nok at nøjes med en tredjeplads, siger Silas Rytter, der indtil videre kan takke Momentum Racing for to gode løbsweekender i OK Oktan 100 Super 2L-klassen.

- Det har været en rigtig god oplevelse at køre med Momentum, og jeg har også lært en ting eller to undervejs. Vi fik ikke lavet en sejr sammen, men det kan være at muligheden opstår igen på et andet tidspunkt, udtaler Silas Rytter, der nu kan holde en velfortjent sommerferie fra racerbanerne.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Mobil-lille 1
  • Mobil-lille 2
  • Artikelbanner 5
  • Mobil-lille 3
  • Mobil-lille 4