html_5 Drømmejob: Skifter fra Skagen Stadion til Parken
Back
Mobil-stor 1
13.01.2022 | Af: Michael Frederiksen

Drømmejob: Skifter fra Skagen Stadion til Parken

29-årige Theis Fonseca Holmene stopper som stadioninspektør i Skagen og overtager ansvaret for Danmarks måske mest udskældte græsplæne, Parken i København.

Artikelbanner 1

Efter tre år som stadioninspektør i Skagen, hvor det bedste hold spiller i serie 3, skal Theis Fonseca Holmene nu sørge for, at FC København og Danmarks herrelandshold får et perfekt græstæppe.

Netop Parkens grønsvær har i mange år været udskældt, senest i efteråret var der ikke meget superligaklasse over banen. Faktisk vurderede anførerne, at Parken er landets dårligste naturgræsplæne i Superligaren.

- Det er da lidt angstprovokerende, men vi har lagt en god plan for, hvordan vi kan få den rettet op, siger Theis Fonseca Holmene til Kanal Frederikshavn.

Planen består i mere kunstigt lys, plæneventilatorer og målestationer, der overvåger vækstbetingelserne, oplyser Copenhagen Sundays.

Theis Fonseca Holmene tøver ikke med at sige, at det er en drøm, der går i opfyldelse, når han allerede på mandag har sin første arbejdsdag i Parken. Inden han kom til Skagen Stadion, var han i otte år greenkeeper i Golfklubben Hvide Klit.

Men hvordan har Parken fundet frem til, at Theis Fonseca Holmene fra Skagen er manden, som kan få styr på Parkens grønsvær? For et år siden var AGF's superligahold på træningslejr i Skagen. Dengang var Peter Christiansen sportsdirektør i AGF. Han er nu i FC København. Måske har han lagt et godt ord ind for den dygtige skagbo.

Theis Fonseca Holmene mener dog selv, at det er hans samarbejde i Skagen med virksomheden De Praktiske Konsulenter, som har spillet en afgørende rolle. Den jyske virksomhed hjælper i forvejen flere andre superligaklubber, og nu skal de også sørge for, at Danmarks nationalarena toptrimmes.

Theis Fonseca Holmene flytter til København sammen med sin forlovede, Benedicte Bernhardis.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Mobil-lille 1
  • Mobil-lille 2
  • Artikelbanner 5
  • Mobil-lille 3
  • Mobil-lille 4