html_5 Sådan vil minister styrke de mindre lokalsamfund
Back
Mobil-stor 1
28.11.2021 | Af: DEBAT-INDLÆG

Sådan vil minister styrke de mindre lokalsamfund

Fødevareminister Rasmus Prehn, valgt for Socialdemokratiet i Hjørring Kredsen, har skrevet dette indlæg: Vi er udstyret med to ører og kun en mund. Derfor skal vi lytte dobbelt så meget, som vi selv taler. Især som politikere.

Artikelbanner 1

Dette gamle, men vigtige og sande udsagn om kommunikation i politik, gælder stadig. Mere end nogensinde måske. Jeg prøver i hvert fald at gøre mit yderste for at efterleve det med at lytte mere, end jeg selv taler. Også selv om jeg må indrømme, det ikke falder mig helt let.

Som nyopstillet folketingskandidat i Hjørring Kredsen deltog jeg i 2017 i Sindal Marked. Her talte jeg med en ældre kvinde, og samtalen med hende gjorde et kæmpe indtryk. Sammen med sin mand, havde hun siden slutningen af 1960erne boet i et parcelhus i Sindal. Huset var betalt helt ud - allerede for mange år siden.

De havde været gældfri længe. Men så var manden død. Kvinden havde derfor før finanskrisen og i samråd med sine børn besluttet at tage et lån i huset. Planen var at renovere det med henblik på at sælge det, så hun kunne komme videre til en mindre og mere overkommelig bolig. Den beslutning skulle hun desværre aldrig have taget. Og det fortalte hun mig meget indigneret og frustreret. Nu stod hun nemlig med en gæld på nogle hundrede tusinde, men med udsigt til, at hun ikke kunne sælge sit hus til en pris, der ville gøre hende gældfri.

Problemet var, og er det stadig, at unge mennesker, der fx ønskede at købe hendes i øvrigt udmærkede parcelhus i Sindal, ikke kan få lov at tage et kreditforeningslån til at finansiere boligkøbet. Ville de købe et langt dyrere hus i Aalborg-området eller lign., ville kreditforeningerne til gengæld stå i kø til at låne dem pengene.

Den form for forskelsbehandling skaber skævhed, ubalance og uretfærdighed. Og bringer mennesker som kvinden, jeg mødte på Sindal marked i 2017 i en helt urimelig situation. Det skal løses. Og det gør den socialdemokratiske regning i Danmark nu noget ved. Vi lytter nemlig til borgerne, og de frustrationer, de har. Og så gør vi noget ved det for at hjælpe. Dit postnummer skal ikke afgøre, om du kan låne til en ejerbolig.

Regeringen har foreslået en ny model for boligfinansiering i landdistrikterne. Det skal være muligt at få en statsgaranti på en del af lånet. Sådan at i de tilfælde, som hos kvinden i Sindal, hvor køberens økonomi er i orden, men der er tvivl om ejendommens værdi, får bankerne sikkerhed for en betydelig del af lånet via en statsgaranti.

Så banker og realkreditinstitutioner ikke giver afslag udelukkende baseret på postnummeret. Selvfølgelig skal de stadig vurdere ansøgning ud fra, om der er fornuft med i regnestykket, før de giver et lån. Men de står ikke alene med risikoen. Og det bliver derfor også betydeligt nemmere for bankerne og realkreditinstitutionerne at tage sig en del af samfundsansvaret på sig. Til glæde for den enkelte ejer og potentielle køber. Men i den grad også til glæde for lokalsamfundet og hele landet. Danmark skal ikke være et land fuld af skævheder og modsætninger.

Helt konkret bliver mere end 200 postnumre omfattet af ordningen. Bor man eller ønsker man at bo i et af de postnumre, bliver det fremover betydeligt nemmere at tage dialogen med sin bank. Fordi banken ikke står alene med den økonomiske risiko. Det handler om at styrke de mindre lokalsamfund. Både ved at give kvinden fra Sindal en håndsrækning til at få solgt sit hus til en fornuftig pris, så hun kan komme videre. Men også for at gøre det mere attraktivt for unge par at bosætte sig i mindre kommuner. Det er politik, der virker.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Mobil-lille 1
  • Mobil-lille 2
  • Artikelbanner 5
  • Mobil-lille 3
  • Mobil-lille 4