html_5 Ekstra indsats for børn, der klarer sig godt fagl
Back
Mobil-stor 1
27.11.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Ekstra indsats for børn, der klarer sig godt fagligt

Et hold på 20 talentfulde elever fra 5. årgang på Nordstjernen Skoleafdeling har den seneste tid været på skrivecamp i skoletiden, hvor de har lært at skrive gode tekster.

Artikelbanner 1

- Det har været fedt, for jeg har lært noget, de andre ikke kan, og jeg kan bruge det til noget, siger Mille fra 5.C, der deltog i undervisningen.

I skriveforløbet har eleverne arbejdet med skriveteknik og tegnsætning, og de har lært at være kritiske overfor deres egne tekster.

- Jeg synes, det har været fantastisk, for jeg elsker at skrive, og jeg har lært at lave for eksempel afsnit og citater, siger Cecilie fra 5.C.

De 20 børn er udvalgt til skrivecampen blandt eleverne i skolens tre 5. klasser, og det er resultaterne af deres læse- og skriveprøver, der har givet dem plads på holdet.

- Vi gør meget for at løfte de fagligt svageste elever og få alle med, men nogle gange skal vi også tilgodese de elever, der klarer sig godt i skolen og har brug for flere udfordringer, siger afdelingsleder Rubin Fodgaard om årsagen til det nye initiativ på skolen.

Undervisningen er foregået i skoletiden, men opgaverne skulle løses hjemme, og holdet har brugt IT-løsninger, når der skulle gives feedback på teksterne og skrives om. Men eleverne på holdet har ikke været kede af de ekstra opgaver.

- Lige siden jeg begyndte i skole, har jeg drømt om at have lektier for derhjemme. Jeg kan godt lide at have noget andet at lave end se TV og den slags, siger Elina fra skrivecampen.

Og elevernes ekstra indsats har givet gode resultater.

- Der er kommet vellykkede tekster ud af indsatsen. Eleverne afsluttede forløbet med et essay, og man kan se stor forskel på deres første udkast til en tekst og den, de afleverede til sidst, siger Rubin Fodgaard.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Mobil-lille 1
  • Mobil-lille 2
  • Artikelbanner 5
  • Mobil-lille 3
  • Mobil-lille 4