html_5 Bowling: Den gode sæsonstart fortsætter
Back
Mobil-stor 1
22.11.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Bowling: Den gode sæsonstart fortsætter

Stars & Strikes' herrer var lørdag kørt til Hobro, hvor den gode sæsonstart skulle forlænges, hvis klubben skulle hænge på de øvrige tophold i 2. division. Og det lykkedes. Holdet fra Frederikshavn vandt 30-18.

Artikelbanner 1

Dagens modstander var HIK-bowling. Kampen blev forsinket en smule på grund af tekniske problemer med en af banerne, ligesom kampen blev præget af flere spilstop grundet banefejl. Det krævede ekstra fokus og koncentration af spillerne, og i store dele af kampen lykkedes dette til fulde.

HIK-bowling viste sig at være nogle gæstfri værter og vandt kun én af de tre doubler i 1. serie. Stars & Strikes vandt de to andre doubler, godt hjulpet af Claus Jørgensens 224 kegler og Jens V. Thomsens score på 215 kegler. Samlet set væltede Stars & Strikes 77 kegler mere end HIK-bowling og vandt dermed også de to ekstra point. Føring på 6-2 til Stars & Strikes.

Ofte skal man vælte keglerne på de rigtige tidspunkter. Det var 2. serie i Hobro et tydeligt eksempel på. Stars & Strikes’ double bestående af Kim Walter Nielsen og Thomas Græsdal Larsen væltede 354 kegler og tabte, mens doublen bestående af Claus Jørgensen og Rasmus Hansen kun væltede 332 kegler, men vandt. Den tredje double bestående af Jens V. Thomsen og Thomas Mølholt overlod intet til tilfældighederne, væltede 435 kegler og vandt stensikkert med 77 kegler mere end modstanderne. Jens V. Thomsen scorede 232 kegler og Thomas Mølholt væltede 203 kegler. Dermed var føringen udbygget til 12-4. Men det skulle hurtigt ændre sig.

I 3. serie tabte Stars & Strikes dampen, og det endte med sæsonens absolut dårligste serie med et samlet keglefald på sølle 997 kegler. Samtidig spillede HIK-bowling deres bedste serie i denne sæson og væltede 1.176 kegler. HIK-bowling hev alle otte point hjem og udlignede dermed stillingen til 12-12.

Nu kunne der ske én af to ting. Enten ville selvtilliden og modet forsvinde. Eller også ville spillerne ryste den dårlige serie af sig og se fremad. Heldigvis skete det sidste!

Uden at imponere løftede Stars & Strikes spillet en smule i 4. serie, hvor to af doublerne var meget tætte. Den ene double hev en sejr hjem med en forskel på kun 12 kegler. I den anden double tippede føringen frem og tilbage, men Rasmus Hansen sluttede serien af med fem strikes og Stars & Strikes vandt med 18 kegler (stor tak til Thomas Græsdal Larsen for en flot peptalk). Til trods for Kim Walter Nielsens score på 204 kegler, tabte den tredje double med så mange kegler, at HIK-bowling vandt de to ekstra point for flest samlede kegler. Stadig uafgjort 16-16.

Stars & Strikes lagde endnu et lag på sit spil i 5. serie, hvor de igen var tilbage over 1.100 kegler. Jens V. Thomsen hev endnu en 200-serie op af hatten og var stærkt medvirkende til en doublesejr på syv kegler. Den anden double vandt Stars & Strikes også – denne gang med 14 kegler. I den tredje double gik den ikke længere, og HIK-bowling vandt med fem kegler. Dermed endte kampens tætteste serie med en forskel på kun 16 kegler i Stars & Strikes’ favør. Yderligere seks point på kontoen, en føring på 22-18 og masser af høj moral.

I 6. og sidste serie fandt Thomas Mølholt én af sine gamle bowlingkugler frem – og det skulle vise sig at være en god beslutning. Han spillede en næsten perfekt serie og væltede imponerende 278 kegler! Og timingen kunne ikke have været bedre, for HIK-bowling spillede også godt, og Stars & Strikes vandt kun med 15 kegler. I den anden double væltede Claus Jørgensen 212 kegler, og doublen vandt. Den tredje double blev også vundet, og samtlige otte point gik til Stars & Strikes, som vandt kampen 30-18.

Stars & Strikes' herrer er stadig ubesejrede i denne sæson. Samlet keglefald blev på 6.660 mod HIK-bowlings 6.649.

Holdet bestod af:
Thomas Mølholt (1.225 kegler over 6 serier)
Jens V. Thomsen (1.153 kegler over 6 serier)
Claus Jørgensen (1.135 kegler over 6 serier)
Rasmus Hansen (1.109 kegler over 6 serier)
Kim Walter Nielsen (1.058 kegler over 6 serier)
Thomas Græsdal Larsen (980 kegler over 6 serier).

I stillingen ligger herrerne på tredjepladsen i 2. division og har spillet én kamp mindre end de to hold på første- og andenpladsen.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Mobil-lille 1
  • Mobil-lille 2
  • Artikelbanner 5
  • Mobil-lille 3
  • Mobil-lille 4