html_5 Frederikshavn Byfond nominerer seks emner
Back
Mobil-stor 1
13.09.2021 | Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Byfond nominerer seks emner

Hvert år på Frederikshavns fødselsdag, 25. september, præmierer Frederikshavn Byfond bygningsdetaljer, nænsomme restaureringer, facader, skiltning og nybyggerier.

Artikelbanner 1

Der var i år indstillet ni emner. Bestyrelsen har efter grundige overvejeler nomineret følgende seks emner:

Gammel Skolevej 21

Et parcelhus opført i 1974 er blevet totalt omdannet, så det i dag ligner et helt nyopført hus. Huset fremtræder nu i en moderne funkis-inspireret stil med fladt tag, hvor den østlige del af tagfladen er hævet en smule i forhold til det øvrige tag. Mod Gammel Skolevej er der ved hoveddøren skabt en markant overdækning i stil med selve huset. Også garagen ved østsiden af huset er opført i samme stil som selve huset.

Åvænget 8
Her er der tale om et parcelhus fra 1970’erne, som efter en gennemgribende ombygning fremstår som et helt nyopført hus. Huset har med de hvide facader med enkle vindues- og dørpartier samt det mørke saddeltag uden udhæng fået karakter af moderne funkis. En "vognport" med fladt tag er mod øst opført vinkelret på huset.

Viadukten 15
Den ældste bygning, som er fra 1897, er løbende blevet renoveret. Den nyeste del af det samlede lille "bygningskompleks" er opført i samme stil som det gamle hus, det vil sige med gule facader og rødt tegltag. Sammen med carporten indrammer de to bygninger en lille klinkebelagt gårdhave. Som helhed giver Viadukten 15 associationer til bebyggelserne i Fiskerklyngen og i Vesterby/Østerby i Skagen.

Nordtronic, Flade Engvej
Denne erhvervsejendom, som i 1974 blev opført i "1970’ernes anonyme erhvervs-stil" har gennemgået en total fornyelse, så den i dag fremtræder som en helt nyopført og moderne ejendom. Det markante og lyst indrammede indgangsparti er det eneste, der bryder de mørke facader med de høje vinduespartier. Gennem vinduerne skimter man den let tilbagetrukne første sal. Firmanavnet /logoet er stilfærdigt placeret i øverste venstre hjørne af facaden mod vejen.

"De Røde Huse" i Strandby
Havnekontoret med flere lejere er den første bygning, man møder på denne nyudviklede del af Strandby Havn. Bygningen indgår som en del af området "De Røde Huse", der omfatter fritids- og grejhuse, erhvervshuse samt en toilet/bad-bygning. En maritimt inspireret legeplads og et udsigtstårn er med til at gøre hele området til et populært sted for både byens borgere og byens gæster.

Niels Tvillings Vej 1A og 1B, Strandby
På denne adresse lå et af Strandbys ældste huse, som var i en så dårlig stand, at det ikke stod til at renovere. Som erstatning for det nedrevne hus er der nu opført et moderne dobbelthus som i sin fremtoning med gule facader, rødt tegltag og sortmalede "udskud" er tilpasset miljøet i området. Det hvidmalede spolestakit mod vejen er med til at skabe fiskerby-stemningen.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Mobil-lille 1
  • Mobil-lille 2
  • Artikelbanner 5
  • Mobil-lille 3
  • Mobil-lille 4