html_5 Har 'Young Boys' sat ny uofficiel verdensrekord?
Back
Mobiltop 1
21.07.2021 | Af: Michael Frederiksen

Har 'Young Boys' sat ny uofficiel verdensrekord?

Interessen for at være med på "Young Boys" i FfI Fodbold er overvældende - selv her i sommervarmen. Torsdagens træning og kamp havde deltagelse af hele 28 ivrige fodboldgutter. Det er ny rekord.

Artikelbanner 1

Med en gennemsnitsalder på 69 år var der 1.932 godt overståede leveår i aktion på banen. Den bliver svær at slå. Er det måske ligefrem ny uofficiel verdensrekord?

- Vi er i hvert fald langt foran Superligaen, hvor der vel er 22 mand på omkring 25 år i gennemsnit - altså 550 år. Altså er vi næsten fire gange så gode som Superligaen. Hvad man da også i høj grad kan se på spillet, griner Pauli Jørgensen, der er initiativtager til "gammelmandsholdet".

Nu er der sikkert nogen, der spørger: Hvordan fik de plads til 28 mand på banen?

- Det er vores store erfaring, der gør, at vi kan fordele arealet mellem os, så ikke alle løber rundt og forvirrer de andre, forklarer Pauli Jørgensen.

Torsdagens kampen endte med en kneben sejr til det "forkerte hold" på 3-1.

Gæstespiller Helge Sander, som er tidligere folketingsmedlem og minister, ville ikke kun efterligne Joakim Mæhle, men også Kasper Schmeichel, så han reddede et forsøg på mållinjen ved at bruge hænderne.

På den måde bragte det "forkerte hold" sig foran 1-0 lige inden første drikkepause.

- Det skal dog siges, at Helge gjorde skaden god igen ved at byde på øl efter kampen. Så det er helt i orden, hvis Helge tager den med hånden igen næste gang, smiler Pauli Jørgensen.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2