html_5 Mobile turistengle på Christiania-cykler
Back
Mobiltop 1
04.05.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Mobile turistengle på Christiania-cykler

Destination NORD er nu klar med et gæsteservicekoncept, som skal rulles ud i de kommende uger og måneder. Der er en klar ambition om at møde gæsterne i øjenhøjde og der, hvor de nu engang befinder sig i den nye store destination.

Artikelbanner 1

Det handler om tilgængelighed og opgaven er at levere en service, som er tilgængelig uanset gæstens sted og behov. Det handler også om at give gæsten noget andet og mere end det, de forventer.

- Uanset om vi får gæster fra Norge, Tyskland, Sverige eller Danmark, har de meget forskellige behov på forskellige tidspunkter. Et stort flertal søger informationer om attraktioner, oplevelser og arrangementer digitalt, mens andre vil opfatte den personlige kontakt som god service, uanset om den foregår i en hotelreception eller i forbindelse med en event. Vi forsøger at imødekomme alle de behov og hertil give gæsterne i vores destination noget, som de ikke regnede med at få, fortæller adm. direktør Tonny S. Thorup, Destination NORD.

Der er tre elementer i det nye gæsteservicekoncept: Mobile turistengle, On-site service og Digital service og formidling.

Mobile turistengle
Med inspiration fra blandt andet Calgary, Rom og det midtjyske lanceres en række mobile turistguider, som på deres Christiania-cykler flytter sig derhen, hvor der er mest brug for dem, og hvor gæsterne befinder sig. Uanset om det er til et større turismeorienteret event i Bangsbo i Frederikshavn eller på havnen i Sæby.

Planen er, at der udgår mobile turistengle fra fem lokationer i destinationen: Hals, Aalborg, Frederikshavn, Sæby og Skagen med fokus på skolernes sommerferie og i forbindelse med særlige større events som eksempelvis Middelalderdage på Voergaard Slot eller Skagen Race.

- Grundlæggende er tanken at møde gæsterne der, hvor de befinder sig, og give dem inspiration til nye oplevelser og steder, som de kunne tage hen på nye eventyr, siger Tonny S. Thorup.

On-site service
Rigtig mange gæster kender situationen, hvor man står i en hotelreception, og spørger til et godt sted at spise eller noget man kan opleve på de to timer, man lige har til overs. Destination NORD vil derfor understøtte og uddanne de mange turistaktører til at kunne levere en god service, når gæsterne spørger til den og har behovet. Så via attraktioner, campingpladser, hoteller med flere kan man blive guidet og hjulpet til nye oplevelser ofte via digitale tjenester, når man har behovet.

Digital service og formidling
Den uden sammenligning største efterspørgsel fra gæsterne er på de digitale platforme. Både før, under og efter vil der være i 100.000-vis af besøgende på destinationens hjemmeside: www.enjoynordjylland.dk, hvor de kan søge informationer fra alle hjørner af destinationen.

Udover hjemmesiden, hvor der vil blive testet nye muligheder for online-chat og forskellige søgerobot-tjenester, vil der til gavn og brug for resten af destinationen også blive videreudviklet på de succesrige erfaringer, der har været i Aalborg med digitale byvandringer, hvor du via en web-app kan komme på Street Art tour eller se og opleve Aalborg i børnehøjde og få både sjove fortællinger og gys med dig på vejen gennem byen.

En væsentlig del af den digitale tjeneste og service er, at man via destinationens hjemmeside kan udsøge oplevelser og arrangementer fra aktører i alle fire kommuner i destinationen.

- I løbet af kort tid vil det blive muligt for vores aktører i turismebranchen at få deres oplevelser og arrangementer gratis ind på vores hjemmeside, så de bliver synlige for gæsterne. Det er vigtigt for os, at store som små aktører får mulighed for at tiltrække gæster til netop deres sted og til de oplevelser, de sælger. Det har vi brug for, især efter nogle hårde nedlukninger, uddyber Anne-Grethe Kramme, ansvarlig for gæsteservice i Destination NORD.

Der vil i destinationen også være to fysiske kontorer, som gæsterne kan opsøge. Der vil være turistkontor på Læsø, som VisitLæsø står for, og turistkontor på Vestre Strandvej 10 i Skagen, som Destination NORD selv er ansvarlig for og som på samme måde som de mobile gæsteservice enheder vil have åbent i skolernes sommerferie og på udvalgte helligdage og weekender:

- Vi har en klar forventning om, at vi med denne differentierede indsats kan imødekomme de mange ønsker og behov der vil være i destinationen, og ovenikøbet give lidt mere service end man som gæster forventer, så vi igen bliver topscorer i gæstetilfredshed, siger Tonny S. Thorup.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2