html_5 Hotel Scandic The Reef vil have lov til at åbne h
Back
Mobiltop 1
03.05.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Hotel Scandic The Reef vil have lov til at åbne helt

Hotel Scandic The Reef i Frederikshavn er åbent for gæster, men deres store badeland er fortsat lukket på grund af corona-restriktioner, og det går ud over omsætningen.

Artikelbanner 1

Pool- og spaområdet på Scandic The Reef er 1500 kvadratmeter stort og indeholder både bølgebassin, klatrevæg og vandrutsjebaner. Men det er ikke noget, gæsterne på hotellet får fornøjelsen af. Badelandet er lukket på grund af corona-restriktioner, og det bliver det ved med indtil 21. maj.

- Så længe badelandet er lukket, så venter folk med at komme herop. Vi har mange gæster, der traditionelt kommer i Kristi Himmelfartsferien, men nu vil de hellere se tiden an og besøge os, når badelandet åbner, siger Marianne Bredevang, hoteldirektør på Scandic The Reef i Frederikshavn, til TV2 Nord.

Mandag havde hotellet besøg af folketingspolitikerne Karsten Lauritzen fra Venstre og Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet. Førstnævnte vil gerne have badelandet åbnet før tid, mens sidstnævnte mener, at forsigtighedsprincippet bør følges.

- Når vi gør, som vi gør, så er det for at undgå en tredje bølge, som vi ser andre steder. Nu er det aftalt, at det her kan åbne 21. maj, og så er håbet, at vi kan holde smitten nede, så vi ikke skal ind i en ny lockdown, siger Bjarne Laustsen til TV2 Nord.

Selvom hotellet har åbent for gæster, er flere af de ansatte stadig hjemsendt, fordi deres arbejdsopgaver er tilknyttet badelandet, og det ærgrer Karsten Lauritzen fra Venstre, som gerne ser, at flere erhverv bliver åbnet, så flere kan komme tilbage på arbejde:

- Jeg håber, at vi kan åbne mere op på de områder, hvor der er arbejdspladser, som det for eksempel gælder her på hotellet i Frederikshavn, der har 150 ansatte. De ansatte kan ikke komme på arbejde, fordi omdrejningspunktet for hotellet, deres spa- og vandland, er lukket. Så det er helt klart noget af det, man bør overveje at rykke frem i køen sammen med en række andre ting, mener han.

Mens Venstre er klar på at åbne væsentligt mere op, holder regeringen fast i den aftale, der allerede er lavet, og her må Scandic The Reef væbne sig med tålmodighed og vente til 21. maj, før de kan åbne badelandet igen.

- Jeg synes, det er utrolig vigtigt med den store fortælling, at vi får lagt os i den rigtige side i forhold til corona, hvor vi er forsigtige for at undgå for mange dødsfald og for mange indlagte og så videre. Jeg synes, det ser ud til, at vi kommer ud på den rigtige side nu, så nu skal man også have lidt tålmodighed, så det kan blive en god sommer i Danmark, siger Bjarne Laustsen.

Hoteldirektør Marianne Bredevang håber dog, at den næste tids genåbningsforhandlinger vil ændre på planen, så hun igen kan byde gæsterne velkommen til både hotel og badeland:

- Vi har et inderligt ønske om, at vi kan få lov at åbne før, så vi kan glæde endnu flere turister og få folk til at se, hvad der er af muligheder heroppe i Nordjylland, siger hun.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2