html_5 Tre på stribe: VEB vinder 6-3 ude over topholdet
Back
Mobiltop 1
03.12.2020 | Af: Michael Frederiksen

Tre på stribe: VEB vinder 6-3 ude over topholdet

Vendsyssel Elite Badminton besejrede torsdag aften topholdet Solrød med 6-3 på udebane. Begge hold manglede grundet corona-restriktioner flere spillere.

Artikelbanner 1

VEB fik en drømmestart med en føring på 3-0. Der var sejre i begge mixeddoubler - Cheryl Seinen/Robin Tabeling med stort besvær - og til den bulgarske VEB-debutant Laura Zetchiri, som kom bagud 3/9 i første sæt, men herfra sikkert styrede sejren i land.

Desværre tabte VEB to herresingler. Jan Ø. Jørgensen tabte i tre sæt til ireren Nhat Nguyen, mens Victor Svendsen blev besejret i to sæt af den tidligere topspiller Emil Holst.

- Det er selvfølgelig skuffende, at Victor taber. Han er nu forbundsspiller og skal lære at være favorit. Jan spillede en fin kamp og leverede derudover et fantastisk arbejde op til kampen med at få inkluderet vores tre nye spillere. Det lykkedes virkelig, siger VEB-træner Allan Kolbro Nielsen.

Endnu en rutineret VEB-debutant, den 34-årige schweizer Sabrina Jaquet, vandt 21/17, 21/17 i første damesingle. 4-2 til VEB.

Solrød reducerede med en sejr i første herredouble, hvor VEB's Robin Tabeling havde den finske debutant Anton Kaisti som makker.

Herefter vandt Cheryl Seinen/Debora Jille i tre sæt og Victor Svendsen/Zvonimir Durkinjak i to sæt. Og dermed 6-3 til VEB, som har åbnet sæsonen med tre sejre på stribe.

Især den rutinerede kroat, Zvonimir Durkinjak, imponerer i denne sæson. Det er blevet til fem sejre i fem kampe. Han er i gang med sin bedste sæson i flere år.

- Han er outstanding. Han styrede fuldstændigt sin mixeddouble og var også den bedste i herredouble. Han leverer hele tiden og går virkelig foran som den kaptajn, han er for vores hold, fortæller VEB-træneren.

VEB spiller igen tirsdag 15. december hjemme mod Skovshoveds danske mestre, der i Viktor Axelsen og Rasmus Gemke har Badmintonligaens stærkeste herresingler.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2