html_5 Hård skæbne for Sæby - tabte i det sidste minut
Back
Mobiltop 1
18.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Hård skæbne for Sæby - tabte i det sidste minut

IF Skjold Sæby leverede en opløftende præstation i hjemmekampen mod stærke og velspillende Aarhus Fremad, og det lignede længe en overraskende hjemmesejr i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

Artikelbanner 1

Jakob "Mølby" Kristensen bragte allerede i det første minut IF Skjold Sæby foran med 1-0 på et straffespark begået mod ham selv.

Efter et kvarter var "Mølby" igen på pletten, men denne gang blev scoringen annulleret for offside, og minuttet efter var Mikkel Dorff på spil. Sæby-spillerne var dygtige til at finde plads i det noget gavmilde Fremad-forsvar.

Kampbilledet var ens i det meste af kampen. Aarhus Fremad - ganske som forudsagt af IF Skjold Sæbys cheftræner, Nikolaj Dorff - var teknisk dygtige og kombinerede flot. De gul- og sortstribede dominerede spillet, men skabte ikke de helt store chancer i åbent spil. Det var på dødbolde, at gæsterne var farligst. Sæby truede omvendt hele tiden i offensiven, når muligheden bød sig.

1-0 til de rødblusede i pausen, og bare fem minutter inde i anden halvleg fik Jakob Kristensen en friløber, som han plejer at score sikkert på, men han afsluttede lige i fødderne på Fremad-keeper Frederik Nørgaard Hald.

IF Skjold Sæbys fine indsats på en dag, hvor Christoffer Nødgaard og Thomas Nielsen sad udenfor med karantæne, og flere kæmpede med skader, aftvinger stor respekt. Veteranen Jens Lorenzen, der spillede afskedskamp i juni 2019, figurerede pludselig i startopstillingen og fik fuld spilletid. Undervejs i kampen måtte Nikolaj Dorff også rokere flere gange, blandt andet da Christian Lund Madsen udgik med en skade. Det betød eksempelvis, at målfarlige Jakob Kristensen blev rykket tilbage på midtbanen, hvor han i perioder gik forrest i oprydningsarbejdet, da aarhusianerne pressede ivrigt.

Kunne IF Skjold Sæby virkelig holde stand og forsvare sin spinkle føring? Især Marinus Mandal var konstant en trussel i Aarhus Fremads venstre side. Ham havde hjemmeholdet store problemer med.

Og efter 73 minutter gik den ikke længere. Hjemmeholdets ellers velspillende og hele tiden opmærksomme keeper. Stefan Wesley Bjerggaard, kiksede ved et hjørnespark, og så udlignede indskiftede Jesper Richter Pedersen.

Aarhus Fremad intensiverede sit pres, og det var tæt på at give pote, da der opstod et større klumpspil foran Sæby-målet.

I det 89. minut tildelte dommer Kenneth Mortensen Aarhus Fremad et frispark midt foran straffesparksfeltet. Det udløste en advarsel til Nikolaj Dorff på sidelinjen for protester, og skæbnen var hård ved hjemmeholdet, fordi Marinus Mandal på flotteste sendte frisparket ind i netmaskerne.

Aarhus Fremad kunne derfor pakke alle tre point ned i fodboldtaskerne og køre hjem til Aarhus med en god fornemmelse. Det var forståeligt, at IF Skjold Sæby ærgrede sig over det sene pointtab. Dorffs tropper kæmpede flot og havde fortjent mindst det ene point.

På en eftermiddag, hvor Stefan Wesley Bjerggaard - indtil Aarhus Fremads første mål - og senere målscorer og ihærdigt fightende Jakob Kristensen kandiderede til titlen Kampens Spiller, valgte vi at give trøjen og æren til banens ubetinget bedste spiller, gæsternes Marinus Mandal, som også endte med at blive matchvinder i det 90. minut.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2