html_5 Kunstgræsbane skærper fodboldappetitten i Sæby
Back
09.01.2020 | Af: Michael Frederiksen

Kunstgræsbane skærper fodboldappetitten i Sæby

Der blev skrevet fodboldhistorie i IF Skjold Sæby, da spillere fra klubbens tre bedste hold tirsdag aften var inviteret til årets første træning. Hele 38 spillere fra DS-, serie 2- og serie 4-holdet dukkede op til træning allerede 7. januar.

Artikelbanner 1

- Det tør jeg godt påstå, aldrig er sket før i Skjolds historie, siger cheftræner Nikolaj Dorff.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at det er klubbens nye lækre kunstgræsbane og lysanlæg, som lokker så mange fodboldspillere i Sæby ekstra hurtigt ud af starthullerne.

- Jeg har tidligere sagt, at jeg forventer, at kunstgræsbanen kommer til at give klubben et kvalitetsløft med flere træningspas pr. spiller fordelt over året. Det tror jeg stadig på. Vi har nu alle muligheder for at forberede os optimalt, mener Nikolaj Dorff.

Tidligere lejede IF Skjold Sæby sig ind på diverse kunstgræsbaner i Frederikshavn, Bangsbo Freja og Hjallerup. Spillerne har også trænet indendørs i haller rundt omkring i kommunen. Det har været en stor udfordring for spillere, trænere og klubben i forhold til logistik.

- At vi nu kan være på vores eget helt fantastiske anlæg, er en kæmpe gevinst, pointerer cheftræneren.

IF Skjold Sæbys førstehold indleder foråret med en hjemmekamp lørdag 14. marts. Oprykkerne har to point op til en plads over nedrykningsstregen. Den overordnede status i spillertruppen er p.t. næsten uændret.

- Vi har haft nogle spændende spillere med til vores træninger i slutningen af efteråret samt her i opstarten. Det er altid en fornøjelse, når vi mærker interesse for at komme til klubben og prøve sig af. Dette betyder dog ikke, at vi på nuværende tidspunkt kan præsentere tilgange, siger Nikolaj Dorff.

På minussiden kommer IF Skjold Sæby til at undvære Martin Mølholt og Anders Høst. Førstnævnte pådrog sig en korsbåndsskade i efteråret og skal opereres i næste uge.

- En sådan skade har lange udsigter, og vi håber, at Martin kommer godt igennem forløbet, således at vi kan få ham tilbage på grønsværen til foråret 2021, oplyser cheftræneren.

Anders Høst skal studere i Berlin i foråret og er derfor ikke til rådighed, når turneringen begynder.

- På den positive side er Christian Lund og Jeppe Jacobsen på vej tilbage efter skader. Vi forventer, at Christian kan træne fuldt med, inden for en lille måned, mens Jeppe Jacobsen nok har en lidt længere genoptræningsperiode foran sig, lyder det fra Nikolaj Dorff.

Andetholdet er rykket op i serie 2, og her overtager Brian Petersen fra Frederikshavn ansvaret som cheftræner efter Kasper Møller, der fortsætter som spillende assistenttræner.

- Vi glæder os over, at vi i Brian og Kasper får et stærkt og erfarent makkerpar, som kan vejlede og udvikle vores unge mandskab.

IF Skjold Sæby træner tirsdag og torsdag op til klubbens officielle standerhejsning 25. januar. Efter standerhejsning trænes der mandag, tirsdag og torsdag.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen