html_5 FfI slog Kvissel-Ravnshøj 4-1 i nedrykningsgyser
Back
02.11.2019 | Af: Michael Frederiksen

FfI slog Kvissel-Ravnshøj 4-1 i nedrykningsgyser

Kvissel-Ravnshøj IF tabte nedrykningsgyseren til FfI's tredjehold og rykker ned i serie 4. Det blev en kendsgerning i efterårets sidste runde, hvor FfI vandt 4-1 over KRIF.

Artikelbanner 1

Dermed byttede de to hold plads. KRIF har i hele efteråret ligget på den rigtige side af nedrykningsstregen, mens FfI først med sejren lørdag kom op på den sjove side af nedrykningsstregen.

KRIF sluttede med seks nederlag på stribe, mens FfI's unge hold - med en gennemsnitsalder på lidt over 19 år - hentede 10 point i efterårets sidste seks kampe.

Allerede efter 11 minutter førte FfI med 2-0. Tobias Stilling modtog i det fjerde minut en fin dyb stikning fra Anders Pedersen, som han sikkert sendte ind i netmaskerne bag René Pedersen. Tobias Stilling på var på færde igen i det 11. minut. Han pillede energisk bolden fra KRIF's Rasmus Wrensted på midten. Herefter var der frit løb mod mål. Mathias Jarnbo reddede i første omgang KRIF med et fint tilbageløb, men bolden endte for fødderne af Andreas Pedersen, som fra 15 meter elegant loppede den over René Pedersen.

I resten af kampen var det KRIF, som pressede på og skabte mest, men FfI havde i Julius Reese en dygtig keeper, som diskede op med mange fine redninger. Især Jonas Jensen - hjemme fra Stavanger i Norge, hvor han spiller håndbold på byens tophold i 2. division - var en evig trussel. Også Daniel Beith havde flere kvalificerede afslutninger i første halvleg. Her noterede vi desuden et Mathias Jarnbo-langskud på stolpen.

FfI kom på 3-0 efter 33 minutter. KRIF's Jack Vejle - en af flere tidligere førsteholdsspillere i FfI - lavede en forfærdelig fejlaflevering på tværs på egen banehalvdel. Tobias Stilling takkede og afdriblede i flere omgange stakkels Rasmus Wrensted og målmand René Pedersen i kanten af straffesparksfeltet. De to KRIF'ere er vist stadig rundtossede. Et klassemål af den 19-årige FfI'er, som i flere år har spillet på nogle af AGF's bedste ungdomshold, både som angriber og målmand, men i sommer flyttede til Frederikshavn.

Fem minutter efter pausen gav dommer Teddy Mylund KRIF-træner Glenn Smed det røde kort. Smed brokkede sig højlydt over flere kendelser, og nu gad Teddy Mylund ikke stå model til mere. Faktisk var det utroligt, at KRIF-træneren ikke allerede fik marchordre i slutningen af første halvleg.

Jonas Jensen testede også i anden havleg Julius Reese, men først med fem minutter igen lykkedes det gæsterne at reducere. På dette tidspunkt var FfI i undertal. KRIF kunne nøjes med uafgjort og jagtede endnu en reducering. Den kom dog aldrig. I stedet lukkede FfI kampen i dommerens tillægstid, hvor Mussa Bilombele resolut sparkede bolden i kassen til slutresultatet 4-1.

KRIF-spillerne tog nederlaget og nedrykningen med et smil på læberne. Det skal de have ros for. Anfører Rasmus Wrensted havde endda overskud til at rose FfI'erne.

- Nu er jeg selv gammel FfI'er, og jeg synes faktisk, at det er dejligt at se sådan nogle unge gutter bare give den gas. De var bedre end os. Det havde vi ikke regnet med, erkendte Rasmus Wrensted.


FfI får nu en kvalifikationskamp mod enten Sindal IF eller PSI/Serritslev om en plads i serie 3 i foråret 2020. Den dobbelte målscorer Tobias Stilling, der blev kåret til Kampens Spiller i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen, er overbevist om, at FfI trækker det længste strå i dette opgør.

- Vi har et rigtigt godt hold nu, og vi kæmper røven ud af bukserne, smiler Tobias Stilling.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen