html_5 Frederikshavnere med eget hold i København
Back
27.10.2019 | Af: Michael Frederiksen

Frederikshavnere med eget hold i København

Frederikshavn har fået sit eget fodboldhold i København, og søndag formiddag spiller frederikshavnerne oprykningskamp mod Vesterbro Alliancen.

Artikelbanner 1

Det er meget passende i Frederiksberg Boldklub (FB), at de unge fodboldspillere fra Frederikshavn slår deres folder på holdet FB 5, ét af ikke mindre end 26 7-mands hold i FB!

FB 5 kan rykke op i Række 2. De bedste 7-mands hold er i Række M, og derefter følger Række 1, 2, 3 og 4. Frederikshavnerne spillede deres første kamp 21. august. Den blev tabt, og de måtte også forlade banen med et nederlag i deres anden kamp. Men herefter har de vundet seks kampe på stribe. De rykker op, hvis de vinder over Vesterbro Alliancen.

- Det er fedt, at vi kan beholde det lokale sammenhold i storbyen, og det er en god og fornuftig grund til at mødes med vennerne fra Frederikshavn, siger Andreas Uhrenholdt, som tilføjer, at spillerne internt kalder holdet for Frederikshavn Boldklub.

Han er en af syv FfI'ere på FB 5, der består af følgende spillere: 

Stefan Ohrt
Lasse Fjordbak
Mads Holst Andersen
Jeppe Toldbod
Magnus Grøn
Christian Madsen
Kristian Jensen
Nick Frydkjær
Andreas Vestergaard
Tobias Kjær Nielsen
Rasmus Tolstrup
Andreas Uhrenholdt

FB's spilledragt minder også en del om FfI's - blot er den røde farve skiftet ud med gul.

Stefan Ohrt er holdets topscorer med 11 mål og syv ass. Herefter følger Andreas Uhrenholdt med otte mål og ni ass. Bemærkelsesværdigt er det, at målmand Lasse Fjordbak er noteret for to ass.

- Vi skulle lige vænne os til at spille 7-mands. Det kræver nogle andre formationer på banen, forklarer Andreas Uhrenholdt.

Der er blandt andet ingen offside i 7-mands. Det lyder helt befriende, men frederikshavner-holdet vil bestemt ikke anbefale, at offside-reglen afskaffes i 11-mands fodbold.

Flere af spillerne har i efteråret været hjemme og spille kampe for blandt andet FfI's første- og andethold samt SEIF's tophold i serie 3. Det må de godt. 7-mands kræver kun et supplerende spillercertifikat.

Søndagens oprykningsgyser spilles kl. 10.00 på kunstgræs på Jens Jessens Vej på Frederiksberg.

OPDATERING: FB 5 vandt 4-0 og rykker op i Række 2.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen