html_5 Østervrå IF tophold i Sparekassen V. Ligaen
Back
25.08.2019 | Af: Michael Frederiksen

Østervrå IF tophold i Sparekassen V. Ligaen

Østervrå IF er tophold i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Nedrykkerne i serie 2 er noteret for 10 point efter fire kampe. Der var nederlag i denne runde til IF Skjold Sæby (DS), FfI (JS) og SEIF (S3)

Artikelbanner 1

Danmarksserien, pulje 4:
IF Skjold Sæby tabte 0-3 på JYSK Park til ambitiøse Silkeborg KFUM, der har den mangeårige superligatræner Ove Christensen som sportschef.

Skjold leverede en godkendt præstation, men hjemmeholdet var skarpere på dagen. Især den tidligere superligatopscorer Thomas Dalgaard var en evig trussel foran gæsternes mål. I den modsatte ende fik Sæby ikke omsat flere fine muligheder og derfor blev det et nederlag.

Efter fire kampe har Sæby maksimumpoint på hjemmebane, men er uden point på udebane.

Jyllandsserien, pulje 1:
FfI skuffede fælt i søndagens hjemmekamp mod Aalborg Freja. 0-2 tabte topholdet, som kun producerede to-tre chancer i hele kampen, mens modstanderne havde mindst 10 gode muligheder.

Med en sejr kunne FfI have skabt et lille hul i toppen, men nu er de fire øverste hold alle noteret for syv point.

Serie 2, pulje 11:
Efter en tung sæsonstart med to nederlag og en målscore på 1-9 har ugen budt på to sejre til Skagen IK. Tirsdag vandt SIK med 3-2 over FfI, og lørdag besejrede skagboerne Nørresundby med de samme cifre på udebane.

FfI's JS-reserver kom på pointtavlen søndag eftermiddag med en 2-0-sejr på Empire Stadium over Skibsby-Højene IF. FfI ligger på sidstepladsen, men er nu kun ét point efter netop SHI over nedrykningsstregen. Tobias Stilling blev dobbelt målscorer.

Topholdet Østervrå IF har ikke længere maksimumpoint. Hjemmekampen mod Hirtshals endte 1-1. ØVI topper rækken med 10 point foran netop Hirtshals med otte point. Skagen IK ligger nr. fire med seks point.

Serie 3, pulje 23:
Ligesom Østervrå IF i serie 2 har SEIF ikke længere maksimumpoint. SEIF tabte søndag eftermiddag med 1-2 på hjemmebane til Hirtshals. Frederik Buus Nielsen udlignede midt i anden halvleg, men 10 minutter før tid scorede gæsterne sejrsmålet.

SEIF ligger nu på tredjepladsen, tre point efter topholdet Harken UGF, som dog har spillet en kamp mere.

Kvissel-Ravnshøj IF gav debut til den tidligere FfI'er Peter Bregnhøj, som lagde op til Mathias Jarnbos mål til 1-0 i udekampen mod Hjørring Frem. KRIF burde have lukket oprykkermødet, men lukkede Hjørring Frem ind i kampen, som endte 1-1.

FfI's tredjehold tabte 1-4 på udebane til topholdet Harken UGF. FfI er næstsidst med kun ét point.

Serie 3, pulje 24:
IF Skjold Sæby var i hopla i udekampen mod Vodskov IF. 2-8 stod der på måltavlen, da dommeren fløjtede kampen af. Skjold er noteret for syv point efter fire kampe. Det rækker til en tredjeplads, tre point efter topholdet Flauenskjold IF.

Serie 4, pulje 47:
Oprykkerne fra Jerup/Aalbæk tabte hele 1-6 i Tornby. Der er kun syv hold i denne række, så der skal "bare" findes én nedrykker. Lige nu er det Kvissel/Ravnshøj IF, som ligger på sidstepladsen. KRIF spillede ikke i denne weekend.

Serie 4, pulje 48:
Der var topkamp sent søndag eftermiddag på banen ved siden af Frederikshavn Stadion. Hjemmeholdet FC Vakok besejrede Dybvad Boldklub med 3-1. Job Biak Uk Sang, Lucian Ngando og Eh Kaw Baw scorede for FC Vakok. De to hold ligger på første- og andenpladsen, begge med ni point.

Syvsten IF og Østervrå IF ligger til nedrykning, begge med tre point. De to hold mødtes lørdag eftermiddag, og her sikrede Syvsten IF sig efterårets første sejr.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen