html_5 FfI's tredjehold møder SEIF's førstehold
Back
21.08.2019 | Af: Michael Frederiksen

FfI's tredjehold møder SEIF's førstehold

Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen er top mod bund i serie 3, pulje 23. FfI's tredjehold får i aften besøg af SEIF's førstehold på Fodboldvej i Frederikshavn.

Artikelbanner 1

Mens oprykkerne fra FfI kun er noteret for ét point efter to kampe - og en målscore på 0-2 - er SEIF på førstepladsen med maksimumpoint efter sejre på 2-0 og 2-1 over Vraa/Børglum IF og Harken UGF.

Det ligner på papiret en sejr til De Gule fra Strandby/Elling/Nielstrup IF, men den køber SEIF-træner Kenneth Blaameier ikke uden videre.

- Jeg regner med, at vi skal spille kampen først, før vi eventuelt fejrer sejren, siger han.

I foråret vandt SEIF over FfI's andethold, inden en meget omtalt protest gav sejren til FfI. I aften skal SEIF møde FfI's tredjehold, der endda har mistet en del spillere i forhold til foråret.

Kenneth Blaameier har denne opskrift på succes.

- Vi skal slå dem med tålmodighed i opspillet og spille kampen på vores præmisser, siger SEIF-træneren.

Han er super godt tilfreds med spillet i de første par kampe i efterårssæsonen.

- Vi har manglet et par nøglespillere på grund af ferie, skade og arbejde. Men vi har vundet kampene på vores præmisser. Det vidner om en god, bred trup, mener Kenneth Blaameier.

Hvordan vurderer du jeres chancer for oprykning?

- Dem vurderer jeg, inden sæsonens sidste kamp er spillet.

FfI-træner Thomas Petersen er ikke i tvivl om, at SEIF er favorit i aftenens lokalopgør. Først og fremmest bemærker han, at SEIF er kommet flot fra start.

- Vi skal op mod et førstehold. Vi er tredjehold med mange ændringer i hver kamp. Desuden er vi oprykkere, og vi er stadig i gang med at vænne os til et højere tempo. Skal jeg sætte procenter på, vil jeg sige 60/40 i Strandbys favør, fordi vi er på hjemmebane, siger Thomas Petersen.

FfI har endnu ikke scoret efter oprykningen til serie 3.

- Jeg er sikker på, at det kommer snart. Vi havde mange fine muligheder i vores seneste kamp, lyder det fra Thomas Petersen.

Teddy B. Mylund fløjter kampen i gang kl. 19.00. Kanal Frederikshavn liveopdaterer og kårer Kampens Spiller.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen