html_5 FfI rykker op i serie 2 - også jubel i Ravnshøj
Back
29.06.2019 | Af: Michael Frederiksen

FfI rykker op i serie 2 - også jubel i Ravnshøj

IF Skjold Sæbys DS-reserver rykker ned i serie 3, mens FfI's JS-reserver rykker op i serie 2. Det blev en kendsgerning lørdag eftermiddag, da FfI sikkert og fortjent besejrede Sæby med 3-0 på Sparekassen Vendsyssel Arena i Sæby.

Artikelbanner 1

Det afbudsramte hjemmehold havde det svært, og faktisk kunne FfI nærmest have lukket kampen i de første 20 minutter, men Mindaugas Maksvytis i Sæby-målet reddede alle forsøg. IF Skjold Sæby gav comeback til den 39-årige litauer, og det er i hvert fald ikke hans skyld, at Sæby må tage turen ned i serie 3.

196 cm høje "Maks" ærgrer sig dog givetvis over FfI's åbningsmål i kampens 41. minut. Kasper Sørensen førte fint bolden frem og afleverede perfekt til Jeppe Drejer, som afsluttede mellem benene på Mindaugas Maksvytis.

Inden da havde Sæby haft sin bedste periode i kampen, hvor der i mindst tre situationer var fare på færde foran Thomas Kirk i FfI-målet, blandt andet havde den spillende træner Kasper Møller Kristensen en fint forsøg direkte på frispark.

1-0 til gæsterne i pausen for øjnene af vel omkring 150 tilskuere i det dejlige solskin på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Kasper Sørensen og Jeppe Drejer - begge holdt konstant Sæby-forsvaret travlt beskæftiget - havde fine forsøg i begyndelsen af anden halvleg.

Det var tydeligt, at Sæby blev nødt til at gøre noget fra bænken. Førsteholdstræner Nikolaj Dorff, som havde kommandoen i skæbnekampen, sendte Søren Lambertsen på banen. Han er erklæret fodboldinvalid, men den mangeårige førsteholdsspiller stillede op, fordi klubben havde brug for ham. Respekt.

Lambertsen blev sendt frem i forreste geled, og han viste straks kvalitet, men få minutter senere - i det 69. minut - øgede Kasper Sørensen til 2-0. Helt fri midt foran mål sendte han let Mads Møllers indlæg fra venstre i netmaskerne efter et flot FfI-angreb.

Frustrerede Sæby-tilskuere forsøgte nogle minutter senere at angribe dommer Christian Christiansen. Blev der spillet håndbold i straffesparksfeltet? Nej, vurderede dommeren og dermed ingen straffe til hjemmeholdet. Søren Lambertsen sagde sin mening til manden med fløjten, som kvitterede med et gult kort. Det var Søren Lambertsen ikke tilfreds med. Han kaldte dommeren for "en nar" på vej ud, og da han også kylede en vanddunk hårdt ned i græsset, fik han det røde kort.

Kampen var nu afgjort. I det 83. minut var Sæby tæt på at lave selvmål, men bolden ramte stolpen. Kort før afslutningen på ordinær spilletid leverede Thomas Kirk en lynhurtig reaktion og forhindrede dermed en spændende afslutning. I stedet lukkede og slukkede indskiftede Sebastian Basballe med scoringen til 3-0.

"Hvor er champagnen?", råbte Mads Møller, mens kampen stadig var i gang. To minutter senere sprang champagnepropperne, FfI'erne iklædte sig oprykningstrøjer og gav cheftræner Peter Jørgensen og assistenttræner Thomas Petersen en fortjent lufttur.

FfI er dermed i serie 2, hvor holdet blandt andet kan glæde sig til interessante lokalopgør mod Østervrå IF og Skagen IK.

IF Skjold Sæby har i flere sæsoner været tæt på nedrykning til serie 3. Nu skete det. I serie 3 kan Sæby meget vel havne i pulje med SEIF, FfI's tredjehold og Kvissel/Ravnshøj IF, som i dag rykkede op for anden gang i træk.

KRIF var bagud 2-4 kort før tid mod PSI/Serritslev, men udlignede og vandt efter straffespark. Mange af KRIF's spillere skiftede for et år siden til klubben fra Bangsbo Freja. Dengang lå klubbens førstehold i serie 5. Når der igen spilles om point i august, er de grønne djævle at finde i serie 3, og det betyder, at de skal deltage i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen