html_5 FfI's tredjehold strøg til tops i Empire Ligaen
Back
23.06.2019 | Af: Michael Frederiksen

FfI's tredjehold strøg til tops i Empire Ligaen

FfI's tredjehold rykkede i sidste spillerunde op i serie 3, hvor klubbens andethold også ligger - endnu. Holdet har chancen for at rykke op i serie 2, men det kræver sejre i to kvalifikationskampe i den kommende uge. Første udfordring er Harken på udebane.

Artikelbanner 1

Jyllandsserien 2, pulje 3:
FfI sluttede foråret med et skuffende 1-3-nederlag søndag eftermiddag i Løgstør. Hjemmeholdet gik fra 1-1 til 3-1, da FfI-tvillingebrødrene Tobias og Daniel Overlade sad udvist samtidig mod slutningen - begge efter hårde tacklinger. 

Blot fire point skilte nr. et og seks i puljen. FfI slutter på andenpladsen og er klar til endnu en sæson i Jyllandsserien.

Serie 1, pulje 5:
Efter et år i serie 1 er Østervrå IF tilbage i serie 2. ØVI afsluttede foråret med at tabe 1-6 på hjemmebane til Hirtshals. 24 mål har ØVI lukket ind i sæsonens fire sidste kampe. Holdet rykker ned med blot fem point og en målscore på -45.

Hele 26 spillere har været benyttet på klubbens førstehold i foråret. Alene i weekenden var der 22 ukampdygtige spillere på første- og andetholdet.

- Vi tager det positive humør fra omklædningsrummet, og de mange debutøl med os videre som det positive i dette forår. Men ØVI er klar til efterårssæsonen, hvor vi vil love flere positive historier fra Elektriker Nord Arena, siger holdleder Mathias Rosendal.

Serie 2, pulje 11:
Skagen slutter på en flot fjerdeplads med 22 point. Det er klubbens bedste placering i flere år. Foråret blev afsluttet med en 4-1-sejr ude over Hjallerup IF. Mathias Uggerholt Sørensen lavede to mål i en kamp, hvor også Rasmus Rump kom på måltavlen i sit comeback. I en runde med flere afbud trådte han til sammen med Mikael Andersen og hjalp SIK på flotteste vis.

- En dejlig afslutning på en god sæson. Vi har vist et kontinuerlig opadgående niveau, og en fjerdeplads efter 14 kampe og 22 point er absolut godkendt. Samtidig er vi stadig med i Sydbank Pokalen, hvor første runde under DBU venter, siger træner Jesper Nielsen.

Han stopper nu som træner i Skagen IK og giver ansvaret videre til Kasper Lundholm.

IF Skjold Sæby slutter på femtepladsen, ni point efter Skagen IK. Denne placering er normalt nok til at overleve, men fire jyske og fynske nedrykkere i 2. division tvinger Sæby ud i en kvalifikationskamp i næste weekend mod vinderen af et opgør mellem to 2'ere i serie 3.

Serie 3, pulje 24:
SEIF sluttede stærkt med en 3-1-sejr på hjemmebane over topholdet VHG/GS, som var rykket op i serie 2 inden opgøret på Nordjyske Bank Arena. Topscorer Michael Vestergaard, Alex Andersen og Nicklas Dam scorede for "De Gule", som ikke lod sig slå ud af, at de ifølge to modeeksperter har den grimmeste trøje i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

SEIF slutter dermed sæsonen på tredjepladsen, 11 point efter FfI på andenpladsen. FfI vandt 6-1 over Dronninglund IF, som dermed rykker direkte ned i serie 4, fordi Asaa samtidig knuste Ulsted med 7-1. FfI 's JS-reserver skal nu spille kvalifikationskampe til serie 2. Harken er første udfordring.

Østervrå IF tabte 1-11 til Flauenskjold IF og rykker ned med nul point og en målscore på -72!

Serie 4, pulje 47:
Kvissel-Ravnshøj IF 1 havde sikret sig andenpladsen inden søndagens topkamp mod Hjørring AIK Frem. Heldigvis - for KRIF tabte 2-7. Oprykkerne fra Kvissel-Ravnshøj skal nu spille en kvalifikationskamp mod PSI/Serritslev, der blev nr. seks i serie 3, pulje 23.

Serie 4, pulje 48:
FfI rykker op i serie 3. Der var lagt op til en spændende kamp på Empire Stadium mod Flauenskjold IF, men gæsterne kunne ikke stille hold, så FfI vandt uden kamp og rykkede dermed op. Klokkerholm vandt 6-1 ude over Kvissel-Ravnshøj IF 2. Den sejr sender også Klokkerholm IF op i serie 3, fordi holdet er blandt de 12 bedste 2'ere i serie 4.

Kanal Frederikshavn har i samarbejde med Restaurant Empire haft fokus på netop denne meget lokale pulje, Empire Ligaen. Som puljevinder er der pizza og øl til FfI.

Voersaa IF og Skagen IK's andethold rykker ned i serie 5. Voersaa IF tabte lørdag hele 0-9 til Syvsten IF, mens Skagen tabte 3-5 til Dybvad Boldklub.

Jerup/Aalbæk samt Vakok IF rykker op i serie 4. Sidstnævnte vandt søndag eftermiddag 5-4 ude over Gærum IF, der ellers førte puljen inden dette opgør.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen