html_5 FfI har brug for et mirakel i dagens oprykningskam
Back
27.06.2020 | Af: Michael Frederiksen

FfI har brug for et mirakel i dagens oprykningskamp

- Det ser svært ud, men vi har valgt ikke at melde afbud til kampen, så vi vil selvfølgelig spille vores chance. Hvor stor den er, vil jeg ikke sætte procenter på.

Artikelbanner 1

Det siger Troels Gaardbo, cheftræner for FfI' førstehold, som lørdag eftermiddag skal forsøge at gøre det næsten umulige. FfI tabte 0-3 til Tjørring i den første oprykningskamp til Danmarksserien. Kravet er derfor en sejr på 4-0 i dag på Empire Stadium. 3-0 til FfI vil sende kampen i forlænget spilletid.

- Først og fremmest tænker jeg, at vi skal ud og spille vores eget spil. Det spil, der har givet os mange sejre i de seneste sæsoner. Så må vi se, hvor langt det rækker og krydse fingre for, at marginalerne og heldet tipper over til vores side denne gang, og at vi viser den rette effektivitet i begge felter, siger FfI-træneren.

Han mener, at den første kamp i Herning var mere lige, end cifrene antyder.

- Kampen var faktisk meget lige. Vi ærgrer os naturligvis over de to sene straffespark, som gør, at vi står i denne svære situation. Vores største modstander kan gå hen og blive vores egen tålmodighed. Når man er bagud 0-3, kan man let blive fanget i en følelse af, at man skal score tidligt i kampen for at have en chance. Gør man så ikke det, skal man være mentalt meget stærk, påpeger Troels Gaardbo.

Lindy Wiis fra FfI's sportsudvalg kaldte efter 0-3-nederlaget i lørdags Tjørring for "et middelmådigt hold, som er knivskarpe på dødbolde".

- Jeg har stor respekt for Tjørring. Man vinder ikke sin række klart uden at være et stærkt hold. Det er absolut også et udtryk for styrke at kunne score efter standardsituationer. Det er rigtigt, at de scorede alle deres mål på dødbolde. Man skal dog huske på, at de to sidste var på straffespark. Det ændrer ikke ved, at de scorede deres første mål efter et hjørnespark. Jeg ser målet som et naturligt resultat af en periode, hvor vi netop gav dem alt for mange hjørnespark. Det må vi undgå denne gang, advarer FfI-træneren, som i dag står i spidsen for FfI for sidste gang, inden han overlader ansvaret til Peter Enevoldsen.

Troels Gaardbo vil hverken afsløre sin startopstilling eller eventuelt taktiske ændringer.

- Selv om der er langt til Herning, kan de jo også læse Kanalfrederikshavn ude på Heden. Vores situation er vanskelig nok i forvejen, så jeg ser ingen grund til at række Tjørring yderligere en hjælpende hånd. Derfor holder vi opstilling og taktik internt, smiler Troels Gaardbo.

Kanal Frederikshavn opdaterer fra oprykningskampen kl. 14.00 på Facebook.


Artikelbanner 2

Flere nyheder fra Nordjyske Bank Ligaen