html_5 - Vi kommer tilbage i endnu bedre form
Back
Mobiltop 1
09.04.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

- Vi kommer tilbage i endnu bedre form

Turisthus Nord arbejder benhårdt på at holde sammen på erhvervet under corona-krisen og samtidig forberede den lysere tid, der også er på vej.

Artikelbanner 1

- Corona-krisen har tvunget Turisthus Nord til at ændre dagsorden. Hvor vi havde forventet i påsken at skulle bruge alle gode kræfter på at tage imod gæster og rådgive dem, bruger vi nu meget energi på at få medlemmerne i vores branche til at stå sammen og hjælpe hinanden igennem krisen, siger turistdirektør René Zeeberg fra Turisthus Nord.

Han glæder sig som alle andre til, at COVID-19 kommer under kontrol, og der igen bliver mulighed for at udføre det turistarbejde, der har været forberedt og arbejdet på i mange år.

- I turistforeningen arbejder vi med forskellige tidsscenarier alt afhængig af, hvornår vi kan håbe på, at der åbnes for overnatning, restauranter, cafeér og attraktioner. Vi har i Skagen, Frederikshavn og Sæby heldigvis et stærkt brand, som vores dygtige medlemmer har styrket år efter år. At vi sammen er så stærke, vil være en stor fordel, når vi efter krisen skal til at markedsføre os i hård konkurrence. I første omgang vil vores indsats være rettet mod det danske marked, hvor VisitDenmark også har fået mulighed for at understøtte indsatserne. Når der bliver udsigt til, at grænserne igen åbnes, er vi samtidig klar til at kaste os ind i den internationale markedsføring med stor kraft, lover turistdirektøren.

Turisthus Nord arbejder koncentreret på en række nye markedsføringsinitiativer.

- Vi er netop nu i fuld gang med at udvikle kommercielle partnerskabskoncepter, som skal sikre, at vi kommer til at stå stærkest muligt som destination efter krisen. Samtidig opfordrer vi alle gode kræfter til at bidrage med at fortælle de gode historier på vores platforme. Det handler kort og godt om, at vi bliver allermest synlig - både nationalt og internationalt, siger René Zeeberg.

Turisthus Nord kommer indledningsvis til at markedsføre de tre stærke brands Skagen, Frederikshavn og Sæby som naturperler med masser af muligheder for oplevelser i frisk luft og med god plads.

- Vi vurderer, at det bliver et vigtigt rejsemotiv i den første tid efter corona-krisen, at vores gæster kan komme til os og holde ferie uden at være alt for mange på samme plads, udtaler René Zeeberg.

Turisthus Nord er meget berørt og påvirket af de mange aflysninger af store, spændende arrangementer og begivenheder, som turistbranchens aktører har arbejdet længe og godt på at forberede.

- Det er jo trist, at alt med mange gæster er aflyst indtil videre. Skagen Festival skulle have fejret 50-års jubilæum, Skt. Hans ved Skagen Sønderstrand, Rock i Frederikshavn, Cup. No. 1, Rødspætte Cup, Jazz i Sæby, Tordenskioldsdage, Mini-triatlon i Sæby og så videre. Listen over flotte arrangementer hvert år er stor, og nu må vi væbne os med tålmodighed og vente med det meste. Men vi giver ikke op, for vi er hårdføre i vores branche. Vi kommer snart tilbage og i endnu bedre form til at tage imod gæsterne, fastslår turistdirektøren.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2