html_5 Rock i Frederikshavn med appel til alle billetkøb
Back
Mobiltop 1
07.04.2020 | Af: Michael Frederiksen

Rock i Frederikshavn med appel til alle billetkøbere

Rock i Frederikshavn 2020 er som ventet aflyst. Det oplyser arrangørerne tirsdag formiddag i en pressemeddelelse. Arrangørerne håber, at mange vil beholde billetten til 2021.

Artikelbanner 1

Nyheden kommer i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens pressemøde i aftes. Her oplyste hun, at forbuddet mod store forsamlinger forlænges til og med 31. august på grund af corona-krisen.

Allerede i aftes meddelte Skagen Festival, Roskilde Festival, Grøn Koncert, Smukfest, Nibe Festival, Jelling Musikfestival med flere, at de aflyser, og i dag kom turen til årets største og mest populære musikfest i Frederikshavn.

Rock i Frederikshavn skulle have fundet sted lørdag 13. juni på Knivholt med blandt andre Aqua, Magtens Korridorer, Burhan G, Infernal, Folkeklubben og Johnny Madsen.

Styregruppen har de seneste måneder fulgt udviklingen af sygdommen tæt, og med de gældende restriktioner om forsamlingsforbud og store arrangementer er der desværre ingen anden udvej.

- Vi har afviklet Rock i Frederikshavn siden 2003 og har selvfølgelig glædet os til igen i år at tage imod festglade publikummer, musikere og branchefolk, der har meldt deres ankomst på Knivholt Hovedgård, men det vigtigste er nu engang folks sundhed, udtaler Casper Høgsted fra styregruppen.

Der vil naturligvis være en del praktiske ting, blandt andet omkring refusion af købte billetter. Her håber styregruppen på billetkøbernes tålmodighed. Virksomheder og andre, der har købt billetter på faktura, vil blive kontaktet direkte i løbet af de nærmeste dage.

Rock i Frederikshavn har en stor appel til alle, der har købt billetter.

- Vi håber så mange af jer som muligt ville støtte op om Rock i Frederikshavn i en svær tid ved at gemme billetten, der giver adgang til 12. juni 2021, hvor Knivholt igen vil danne ramme om årets hyggeligste havefest, siger Casper Høgsted.

Ønsker man billetten refunderet, vil proceduren fremgå indenfor én uge på www.rockifrederikshavn.dk.



Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2