html_5 WH's leje stiger, når der kommer fleksible bander
Back
Mobiltop 1
17.01.2020 | Af: Michael Frederiksen

WH's leje stiger, når der kommer fleksible bander

Frederikshavn Kommune investerer i nye fleksible bander i Iscenter Nord, men en del af regningen sendes videre til Elite Nord Frederikshavn A/S, selskabet bag ishockeyholdet Frederikshavn White Hawks.

Artikelbanner 1

Det er sådan, at borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, forestiller sig, at White Hawks bliver i stand til at indfri kravet fra Dansk Ishockey Union om, at alle haller i Danmark inden sæsonen 2020/2021 har opsat fleksible bander.

DIU bestemmer naturligvis ikke over Iscenter Nord, som er kommunalt ejet. Men DIU kan forbyde Frederikshavn White Hawks at spille i Metal Ligaen, hvis der ingen fleksible bander er på holdets hjemmebane. Kommunen er altså nærmest tvunget til at finde en løsning.

- Vi skal have fleksible bander. Den melding har vi fået fra Dansk Ishockey Union, hvis der skal spilles elitekampe i hallen. På sigt bliver det nok også et krav i andre ishockey-rækker. Det handler om, at Dansk Ishockey Union sætter endnu mere fokus på at mindske antallet af hjernerystelser og hovedskader, siger Birgit S. Hansen.

Kravet om implementering af fleksible bander er vedtaget af Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF). Allerede i 2016 gav DIU kommunerne en deadline, som hed 2020, når det gælder opsætning af fleksible bander.


- Det er jo kommunens hal, og vi er i gang med at undersøge priser for indkøb og opsætning. Vi taler med andre byer, der har isstadions, om vi kan købe ind sammen i håbet om, at det bliver billigere. Når vi har fået gennemført forundersøgelser og udbud, vil vi hæve prisen/lejen pr. kamp for White Hawks, oplyser Birgit S. Hansen.

Frederikshavn Kommune har fået en pris på cirka 1,5 millioner kroner for fleksible bander. Et beløb, som kommunen betaler. Men White Hawks kommer altså til at betale mere i leje.

- Lejestigningen bliver beregnet, når vi kender den faktiske anlægsudgift. Vi arbejder med det. Men hvis tallene, vi har afsøgt, holder, bliver stigningen på 2.000-3.000 kroner pr. kamp. Vi skal dog først kende den eksakte pris på investeringen i fleksible bander.

Borgmesteren er klar over, at hockeyfans foretrækker, at Elite Nord Frederikshavn A/S bruger indtægterne på forstærkninger af spillertruppen. Omvendt er der givetvis andre, som mener, at Elite Nord Frederikshavn A/S selv bør betale de fleksible bander. 


- De får i forvejen indtægterne fra bandereklamer, og indtægterne i forbindelse med alle hjemmekampe. Til gengæld giver de et beløb pr. kamp for at spille på isen. Det kan sammenlignes med, at når der sker forbederinger i et lejemål. ja, så øges huslejen. Her er det dog et beløb pr. kamp, forklarer borgmesteren.

DIU kræver fleksible bander inden sæsonen 2020/2021.

- Når vi ikke det, må vi søge om dispensation i næste sæson, mener Birgit S. Hansen.

Frederikshavn White Hawks møder i aften Odense på udebane i Metal Ligaen. Opgøret spilles i VinMedKant Arena, som opsatte fleksible bander inden denne sæson.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2