html_5 Trigon vandt licitation - Privatskolen udvider
Back
Mobiltop 1
11.12.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Trigon vandt licitation - Privatskolen udvider

Privatskolen i Frederikshavn udvider med et tredje spor i 7. klasse og bygger helt ny afdeling til de ældste elever. Opgaven er efter licitation lagt i hænderne på Trigon. Byggeriet skal være klar til oktober 2020.

Artikelbanner 1

Privatskolen i Frederikshavn er inde i en meget positiv udvikling med stigende elevtal. Men det har givet pladsproblemer, og der har i flere år været et stærkt ønske om en udvidelse af skolen. Den kommer nu. Nu er økonomien på plads, og snart starter byggeriet af 850 kvadratmeter tilbygning samt renovering og sammenlægning af lokaler til et nyt fagområde for fysik- og naturfagsundervisningen.

- Vi har været igennem en meget god og inspirerende proces sammen med Bjerg Arkitektur, hvor både bestyrelse, elever og ansatte på skolen har været inddraget. Arkitekterne kom med et oplæg, som indeholdt alle ønsker, og herefter har vi i samarbejde skåret projektet til, så det også kan holdes inden for den økonomiske ramme. Vi får ikke alle ønsker opfyldt, men vi får alt hvad vi har brug for, for at levere en undervisning af høj kvalitet til vores elever, siger skoleleder Flemming Horsfeldt.

Den ny bygning bliver en selvstændig afdeling for udskolingen, som frem over kommer til at omfatte 7.-10. klasse. Der bliver både klasselokaler og fælles arealer med plads til at arbejde både individuelt og i grupper. Det giver mulighed for at skabe et ægte studiemiljø for de ældste elever. Samtidig frigør tilbygningen lokaler, som bliver omdannet til it-undervisning for de yngre elever.

På fysik- og naturfagsområdet sker der et markant løft af faciliteterne. Undervisningen foregår i øjeblikket i sløjdlokalet, og det er ikke tilfredsstillende. Udbygningen giver mulighed for at inddrage lokaler, så der skabes et moderne undervisningslokale for både fysik-kemi i udskolingen og naturfag i mellemtrinet med fælles depotrum og fælles brug af udstyr. Dette tiltag sker direkte på forslag fra to af skolens fysiklærere under processen med arkitekterne.

- Naturfag fylder mere og mere og kræver mere udstyr. Det er hensigtsmæssigt, at fysik/kemi, biologi og geografi spiller sammen, og derfor foreslog vi, at samle disse faglokaler, så de kan deles om udstyret, fortæller fysiklærerne Eva Mumm og Malene Elholm.

Skoleleder Flemming Horsfeldt glæder sig over, at licitationen blev vundet af Trigon, som han oplever som dygtige, engagerede og med omtanke for lokalsamfundet.

- Trigon er kommet med nogle gode løsninger til byggeprocessen, hvor der blandt andet bliver direkte indkørsel til byggepladsen fra Koktvedvej, så man ikke skal køre ind over skolens nuværende parkeringsplads med videre. Derved bliver byggepladsen sikker for både håndværkere og skolens elever og lærere, mener Flemming Horsfeldt.

Privatskolen i Frederikshavn har i øjeblikket 480 elever, hvoraf cirka 200 går i udskolingen. Netop nu er der indskrivning til næste skoleår, hvor der altså udvides med et tredje spor i 7. klasse.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2