html_5 White Hawks taber 1-4 til Rødovre på hjemmebane
Back
Mobiltop 1
12.11.2019 | Af: Andreas O. Hansen

White Hawks taber 1-4 til Rødovre på hjemmebane

Med finske Samuel Jukuri på mål tog Frederikshavn White Hawks tirsdag aften imod Rødovre Migthy Bulls hjemme i Nordjyske Bank Arena. Her tabte man 1-4 og tog det femte nederlag i de seneste seks kampe.

Artikelbanner 1

Farten var der, men nogen sindsoprivende start på kampen blev det ikke. Det var tydeligt, at det kunne gå hen og blive et målfattigt opgør - med fokus på de defensive pligter.

Efter fem minutter spil kom Søren Nielsen og Nikolaj Kragh afsted på en 2-mod-1 - førstnævnte valgte dog afslutningen frem for pasningen, og med et skud lige i maven på Matt O'Connor voldte det ikke store problemer for den canadiske keeper.

I stedet blev det 1-0 til Rødovre minuttet efter, da gæsterne vandt en faceoff i WH's zone, og Andre Pison svirpede pucken op i nærmeste målhjørne, lige over skulderen på Samuel Jukuri - første mål scoret på den finske lejesvend. Og første Rødovre-scoring i tre kampe mod WH i denne sæson.

Den nybagte landsholdsspiller Christopher Frederiksen var tæt på en hurtig udligning, da han tog turen hele vejen rundt om målet, og næsten kunne lægge den i et åbent net. En Rødovre-stav fik dog prikket pucken fra Frederiksen i sidste sekund.

Høgene sad på størstedelen af spillet perioden ud, men afslutningerne udeblev, og i stedet blev der givet omgange med pucken i gæsternes zone.

Rødovre var farligst på de kontraer de fik, og fire minutter før periodens udløb måtte Thomas Søndergaard trække i nødbremsen for at stoppe en oplagt scoring, og to minutters powerplay til gæsterne.

Det fik de ikke held med, grundet godt boksplay fra WH's førstekæde og en enkelt stærk aktion fra Gorm Topholt, der kastede sig ned i en hård afslutning. Dermed forblev stillingen 1-0 til gæsterne efter 20 minutter. Skudstatistikken hed 7-6 til hjemmeholdet.

Efter tre minutters spil af anden periode kom White Hawks på ny i undertal. Dane Fox 2 + 10 minutter for boarding, og det blev dyrt. Rødovre skulle nemlig bare bruge 14 skeunder til at sende pucken ind bag Samuel Jukuri til 2-0. Et lidt ufarligt skud fra blå linje fik lov at gå hele vejen.

Det var stor utilfredshed med dommerparrat, hvis linje i aften også var svær at finde, og der blev lagt pres på fra hjemmepublikum. Spillerne testede også virkelig grænsen af, men fløjten forblev tavs.

At det blev 3-0, kan WH-defensiven dog kun takke sig selv for, da man gik alt for langt frem, hvilket sendte en fri Mads Eller alene afsted på mål. Her kunne han nemt, med en afslutning få meter fra mål, sætte den forbi WH-keeperen - og så var Jukuri-effekten slut.

Det fik straks Jari Pasanen til at tage en time-out, og fokus blev vendt tilbage på spillet. Koden for at få låst op for gæsternes defensiv og stærke keeper blev dog ikke fundet. Der skulle en fejl til, hvis WH skulle få prikket hul på muren.

Og det var netop, hvad der kom fire minutter før pausen. Matt O'Connor tabte en ufarlig puck ned foran sig og havde ingen idé om. hvor den var. Det opfangede Mathias Mølgaard, som slog pucken under O'Connor til en 1-3 reducering.

Høgene fik også straks chancen i powerplay, da Rødovre tog deres først udvisning - til store klapslaver i Nordjyske Bank Arena.

I overtal missede Mads Larsen pucken på blå linje og sendte Rødovre afsted på en friløber, hvor overliggeren var med hjemmeholdet. Herefter kom Dane Fox styrtende og væltede Rødovre-spilleren ind i Samuel Jukuri, og ny udvisning til Fox. Kønt var det ikke.

Rødovre spolerede dog selv overtallet ved at tage sin anden udvisning, og istedet blev det 4-mod-4 perioden ud. Det var uden flere mål med skudstatistik, der nu hed 19-12 til hjemmeholdet.

En periode, der ikke var køn at se på, men hvor dommerpræstationen tændte op for hjemmepublikum - det var måske, hvad der var brug for frem til tredje periode.

White Hawks pressede på for en hurtigt reducering fra start af tredje periode, og et par store chancer fik man hurtigt spillet sig frem til.

Dane Fox ødelagde det dog med sin tredje udvisning i kampen efter tre minutter spil - endnu en voldsom tackling. Bestemt ikke en mand, der viser vejen ud af høgenes downperiode og gør tingene nemmere p.t.

Holdkammeterne red dog stormen af, og WH havde nu 14 minutter til at jagte to mål og den spinkle chance for point i kampen.

Første mulighed kom, da man selv kom i overtal med 12 minutter igen. Men WH's udnyttelsesprocent i powerplay må være den dårligste i mange sæsoner - ingen mål.

Dane Fox var dog tæt på, netop som Rødovre blev fuldtallig, men Matt O'Connor lukkede af med en flot sideforflytning og fik sat stok-handsken på.

Nyt undertal til WH, denne gang udvisning til Rasmus Søndergaard og yderligere to minutter af uret. Der skulle et mirakel til nu - Rødovre havde parkeret bussen, og kontrollerede totalt WH's offensiv.

Høgene forsøgte med målmanden ude i de sidste to minutter, og det gav en kort belejring i gæsternes zone. Men med et halvt minut igen kunne Rødovre score i tomt mål til 4-1 og sætte en tyk streg under WH's downperiode - eller skal man kalde det krise?

Næste kamp for White Hawks er allerede på torsdag i Esbjerg, hvor der er kampstart kl. 18.00.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4