html_5 Tadeas Galansky holder buret rent for tredje gang
Back
Mobiltop 1
08.10.2019 | Af: Michael Frederiksen

Tadeas Galansky holder buret rent for tredje gang

1-0 og 3-0. Sådan lyder Frederikshavn White Hawks' sejrscifre i sæsonens to kampe mod Rødovre Mighty Bulls, Det vil sige, at Rødovre har spillet to timers effektiv hockey uden at passere Tadeas Galansky i WH-målet.

Artikelbanner 1

Tirsdag aften vandt White Hawks med 3-0 i Rødovre Centrum Arena. Dermed tog høgene endnu et stort skridt mod deltagelse i Final 4. Der var i det hele taget vigtige point på spil i toppen af Metal Ligaen, da White Hawks gæstede Rødovre Migthy Bulls. Med fire point op til høgene inden aftenens opgør var sjællænderne - sammen med Esbjerg - de nærmeste bejlere til WH's andenplads.

Med i bussen til Rødovre var igen finske Santeri Suistio, der på grund af sygdom sad over i søndagens opgør 1-6-afklapsning i Esbjerg. Hos hjemmeholdet var det bemærkelsesværdigt, at Matt O'Connor, som hidtil har imponeret stort i Rødovre-målet, tog plads på bænken, hvilket betød, at William Rørth fik chancen i mål.

Stillingen efter første periode var ikke helt fortjent 1-0 til Frederikshavn. Efter en noget usammenhængende åbning på kampen scorede Dane Fox i tiden 4:48, assisteret af Mathias Mølgaard. Målet kom nærmest ud af ingenting. Det virkede som om, at dommerne var i tvivl om, hvorvidt pucken ramte overliggeren eller "bagstiveren" inde i målet. Men 1-0 til gæsterne.

Den stilling holdt første periode ud. Alle WH-kæder arbejdede hårdt, men det kneb med at producere de store chancer. Dane Fox og Søren Nielsen, især sidstnævnte, var de mest fremtrædende i en periode, hvor Rødovre vandt skudstatstikken med 12-5.

Rødovre trykkede hårdt på i de første fire minutter af anden periode, men Tadeas Galansky var tydeligvis på mærkerne denne aften i Rødovre efter et lidt skuffende præstation søndag i Esbjerg. White Hawks kom dog stille og roligt bedre med i kampen, og i tiden 29:17 øgede Mathias Mølgaard til 2-0, assisteret af Patrick Madsen.

I de efterfølgende minutter forsvarede høgene klogt og dygtigt føringen på 2-0, som holdt anden periode ud, hvor gæsterne undervejs spillede stærkt i boxplay, da Søren Nielsen sad i udvisningsboksen. To gange havde WH'erne endda overskud til at køre lidt rundt i undertal. 21-10 lød skudstatistikken i Rødovre Centrum Arena efter 40 minutter. 

Rødovre løb ind i sin første udvisning i kampen med 10 sekunder igen af anden periode. Det gav WH chancen for at øge føringen i begyndelsen af tredje periode, men det blev ikke et powerplay, som cheftræner Jari Pasanen vil vise igen og igen. Tværtimod.

Nu var det Rødovres tur til at jagte en reducering, men høgenes defensiv har - bortset fra i søndags i Esbjerg - været velfungerende i denne sæson. De frederikshavnske backs var flinke til at rydde op foran Tadeas Galansky, der nu tre gange har holdt buret rent. Dermed står han for 75 procent af alle shutouts i Metal Ligaen i denne sæson. 

Albin Lindgren havde en god mulighed for at øge til 3-0 med godt ni minutter igen. Han blev fint sat op af Mads Larsen, med Rødovre-keeperen reagerede hurtigt og reddede med benskinnen.

I denne fase af kampen noterede vi også, at russeren Aleksandr Bumagin arbejdede ihærdigt begge veje. Han viste stor vilje. Dejligt at se for White Hawks-supporterne i Rødovre.

Det blev 3-0 i slutsekunderne, da Dane Fox - for anden gang i denne sæson - scorede i tomt mål.

White Hawks står igen over for et sjællandsk hold, når de på fredag, hjemme i Nordjyske Bank Arena, tager imod Herlev Eagles - her er der kampstart kl. 19.30. Herlev imponerede i aften med en flot udesejr i Esbjerg.



Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4