html_5 Fuldt hus til Torben Chris i DMH: Seks stjerner
Back
Mobiltop 1
22.09.2019 | Af: Torben Rasmussen

Fuldt hus til Torben Chris i DMH: Seks stjerner

Spørger man DMI, hvilke tegn der indikerer efterårets komme, vil svaret være noget med koldere dage, regn og blæst samt tiden, hvor den lune sweater skal findes frem. 

Artikelbanner 1

Det er en tid, som mange danskere ikke ser frem til, hvis det altså ikke lige er frederikshavnere med hang til teater, koncerter og stand-up. Efteråret er nemlig startskuddet til et overflødighedshorn af optrædener i alle kategorier på samtlige scener i vores kommune. Der er noget for enhver smag hele sæsonen igennem.

Stand-up sæsonen blev lørdag aften slået i gang med ingen ringere end den 42-årige folkeskolelærer og midtjyde Torben Chris, som folk udenfor stand-up miljøet måske bedst kan huske for den shitstorm, han havnede midt i, da han i 2015 lagde et billede op på Facebook af sig selv i karbad med sin to-årige datter. Ja, ja, nogle blev voldsomt krænkede og lad os SÅ komme videre...!

Showet er så nyt, at vi her på Kanal Frederikshavn faktisk er de første til at bringe en anmeldelse af Torben Chris` ABC. Torben Chris har offentligt ytret sin lidt lunkne holdning til anmeldere, som han mener, jo bare er personer, der giver sin personlige mening til kende.

Det er da også korrekt, men en person, der har bevæget sig i miljøet en rum tid og har set lidt af hvert, oparbejder efterhånden en vis erfaring i at skelne skidt fra kanel. Man mærker hurtigt, om kunstneren på scenen blot skal malke en tidligere succes igennem med et halvhjertet materiale, eller om der er et produkt, som man med sindsro kan tillade sig at tage entrè for.

Torben Chris, der er intet at skamme sig over for dit vedkommende. Folk i Det Musiske Hus i Frederikshavn var underholdt fra start til slut med festfyrværkeri af brok, skæld ud i alle retninger, og et angreb på et udpluk af de absurde tåbeligheder, som vi er vidende til, såvel nationalt som ude i den store verden.

Tempoet er højt, stemmeføringen er skinger, tangerende til det råbende, og fremtoningen er aggressiv, hvilket blot understreger, at det ikke bare er noget ,der er indøvet til lejligheden, men at han mener det dybt ind i hjertekulen.

Torben Chris` grænse for, hvad man kan sige fra en scene, er ikke eksisterende. Han er manden, der efter at have fået en umanerlig dårlig idè vil gå igennem ild og vand for at få den fulgt til ende og ud til folket - uden tanke på de følger, som bedrevidende veganere, sensitive feminister og andre krænkesøgende individer måtte tænke.

De 250 personer, der var mødt op i Det Musiske Hus denne lørdag aften, hørte ikke til nogen af de føromtalte kategorier.

Det var sjovt…..meget sjovt endda.

Vi skyder derfor sæsonen i gang med fuldt hus, det vil sige 6 ud af 6 stjerner.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4