html_5 Er Nordjyllands dygtigste leder fra Frederikshavn?
Back
Mobiltop 1
11.09.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Er Nordjyllands dygtigste leder fra Frederikshavn?

For 12. år i træk skal Nordjyllands bedste leder findes, når Den Nordjyske Ledelsespris uddeles til november. Her kan kolleger og ansatte i Frederikshavn, Sæby, Skagen og de øvrige nordjyske byer indstille sin leder, hvis han eller hun formår at lede, så det både giver gode resultater og motiverer medarbejderne i det daglige.

Artikelbanner 1

Fredag 22. november 2019 uddeles Den Nordjyske Ledelsespris til landsdelens bedste leder. De nominerede skal indstilles af sine kolleger, og det er ikke for sent at tilmelde sin egen leder endnu, da sidste frist for indstillinger først løber ud onsdag 23. oktober klokken 12.00.

For at komme i betragtning til prisen er det en forudsætning, at den indstillede er leder i en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og arbejder med personaleledelse i det daglige. Herudover lægges der vægt på, at lederen motiverer og anerkender sine medarbejdere i hverdagen og evner at skabe et godt arbejdsmiljø i afdelingen eller virksomheden. Lederen skal desuden besidde en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod samt opnå positive mål og resultater som et resultat af sit arbejde:

- Der er mange dygtige ledere i Nordjylland, og dem vil vi gerne sætte fokus på og anerkende for deres gode arbejde. Hvis man har en leder, som brænder for sit job og sine medarbejdere, er man mere end velkommen til at indstille vedkommende til prisen, udtaler Pernille Simonsen fra Lederne Himmerland, der blandt andre står bag prisen.

Den Nordjyske Ledelsespris er stiftet i 2008, og bag prisen står UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark. Sidste års vinder blev Michael Jacobsen, der er adm. direktør i EICO A/S.

Hos Nordjyske Bank sætter bankdirektør Carl Pedersen stor pris på at være med til at sætte fokus på Nordjyllands dygtigste ledere og deres resultater:

- Vi er stolte over igen i år at være med til at hylde de dygtigste nordjyske ledere. Vi prioriterer selv ledelse og løbende uddannelse af vores ledere højt, og al erfaring viser jo, at tilfredse medarbejdere og ledere til syvende og sidst er det, der skaber det bedste fundament for vækst. Derfor synes vi, at det er helt oplagt at sætte fokus på dygtige ledere i Nordjylland og gennem prisen at værdsætte deres engagement og præstationer, siger han.

Både Michael Jacobsen og Carl Pedersen sidder i priskomitéen, der skal afgøre hvem, der skal vinde prisen i 2019. Den Nordjyske Ledelsespris 2019 uddeles på brancheorganisationen Lederne Himmerlands konference i Comwell Hvide Hus i Aalborg. Prisvinderen får – udover æren – overrakt en statuette af kunstneren Thorvald Odgaard med personlig inskription samt en gavecheck til kompetenceudvikling til en værdi af 25.000 kroner.

For at komme i betragtning til Den Nordjyske Ledelsespris 2019 er det en forudsætning, at den pågældende person er leder eller ejer af en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og udøver personaleledelse i det daglige. Derudover vil lederen blive udvalgt efter følgende kriterier:

• Lederen evner i høj grad at motivere og anerkende medarbejderne i hverdagen, så de føler sig set, hørt og mødt.
• Lederen evner i høj grad at skabe et godt arbejdsmiljø i afdelingen/virksomheden.
• Lederen opnår positive mål og resultater.
• Lederen motiverer medarbejderne til at udvikle og vedligeholde de nødvendige digitale og/eller teknologiske kompetencer.
• Lederen har en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod.

Initiativtagerne bag prisen har nedsat en komité, som udpeger tre kandidater til prisen. Komitéen består af:
• Bankdirektør Carl Pedersen, Nordjyske Bank
• Formand Pernille Simonsen, Lederne Himmerland
• Direktør Torben Abildgaard, Curia Aalborg, udvalgsformand Erhverv Norddanmark
• Områdedirektør for Ledelse og organisation, Ane Davidsen, UCN act2learn
• Hoteldirektør Mette Bonderup, Comwell Hvide Hus, Aalborg
• Regionsdirektør Morten Haugaard Jacobsen, COWI A/S
• Adm. direktør Michael Jacobsen, EICO A/S


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4