html_5 Tordenskioldsdage med masser af børneoplevelser
Back
Mobiltop 1
12.08.2019 | Af: Michael Frederiksen

Tordenskioldsdage med masser af børneoplevelser

Mange gode oplevelser - især til børnene - men også en stor ærgrelse over, at regn både lørdag og søndag holdt mange væk fra Tordenskioldsdage 2019.

Artikelbanner 1

Det er nogle af de følelser, som præger direktør Jan Michael Madsen, Fonden Tordenskiold, her dagen derpå.

Han glæder sig især over det nye tiltag med mange musikoplevelser i et tætpakket Krudttårn af flere omgange. Dertil kommer den høje kvalitet på den helt nye friluftsteaterforestilling "ANGREBET på MARSTRAND" og den nye indretning på midten af pladsen med publikumstribune.

- Jeg tænker også på Tordenskiolds Soldater Fladstrands flotte formidlingsopvisning, hvor de viste og fortalte, hvordan angrebet på Marstrand foregik. Og et næsten utrætteligt engagement fra vores mange frivillige, som skaber alt livet på Krudttårnspladsen, siger Jan Michael Madsen.

Men så var der lige vejret.

- Jeg ærgrer mig over alt det arbejde, som så mange har lagt i forberedelserne til i år, som netop præsenterede super gode nye oplevelser i og ved Krudttårnet, og at det hele så druknede i regn lørdag og store dele af søndag.

Er du tilfreds med afviklingen og fremmødet?

- Vores afvikling fungerede udmærket, men vi kan konstatere, at besøgstallet blev lavere end forventet. Fredag startede ud med det største besøgstal i de sidste 10 år, men vejret efterfølgende fik nok folk til at vælge andre indendørs aktiviteter og oplevelser. Det er selvfølgelig ikke rart, fordi lørdag traditionelt er vores allerstørste dag, fortæller Jan Michael Madsen.

Rigtigt mange gæster var turister. Familier fra ferielandet på vestkysten var en anseelig del af publikum.

- Vi oplevede i år et meget stort besøg af børn, børnefamilier og ikke mindst bedsteforældre med børnebørn. Og til dem er der faktisk flere oplevelser, som de samtidig lærer noget historie ved, udtaler Jan Michael Madsen.

En superflot skattejagt med et spændende "Søkort" over hele Krudttårnspladsen var et hit. Der var trykt 400 søkort - alle er væk.

- Kadetskolen, som Tordenskiolds Soldater Fladstrand laver, er en virkelig stor oplevelse, fordi børnene iklædes soldaterkapper, får et gevær, hat og soldaterbog og bliver "uddannet" som en Tordenskiolds Soldat i forløbet. Og endelig var de mange børn, som overværede teaterstykket, meget begejstrede for historien om og med Tordenskiold i centrum, siger Jan Michael Madsen.

Ombygningen af Krudttårnspladsen er nu i fuld gang, så den bliver klar til teaterkoncerten om Frederikshavn i 70'erne, der har premiere 22. august.

Tordenskioldsdage har 25 års jubilæum i 2022, men i første omgang er øjnene rettet mod næste år, som er 300-året for Tordenskiolds død i en duel i Gleidingen.

Det bliver et omdrejningspunkt i den store iscenesatte fortælling næste år. Der er drama i dette, fordi hele affæren om Tordenskiolds død er omgærdet af en heftig konspirationsteori om den reelle baggrund for hans tidlige død.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4