html_5 Russer i målhopla - WH udligner til 2-2 i serien
Back
Mobiltop 1
15.03.2019 | Af: Michael Frederiksen

Russer i målhopla - WH udligner til 2-2 i serien

Tadeas Galansky lignede bestemt ikke en mand, som var 100 procent klar, men han spillede og stod en fin kamp, da Frederikshavn White Hawks med en flot 4-3-sejr i Esbjerg udlignede til 2-2 i kvartfinaleserien.

Artikelbanner 1

White Hawks smed elles igen-igen et par føringer undervejs på to mål. Esbjerg udlignede til 3-3 med lidt over to minutter igen, men i den forlængede spilletid blev Alexander Bumagin matchvinder for Frederikshavn.

To herlige sejre i træk. Nu bliver vi næsten grebet af stemningen og tror på, at Alexander Bumagin er i gang med at bombe guldet til Frederikshavn. Hjemmebanefordelen i kvartfinaleserien er i hvert fald tilbage hos White Hawks.

White Hawks var uden karantæneramte Mathias Mølgaard. Det skabte plads i tredjekæden til Marcus Pedersen.

Første periode var hurtigt overstået. Det var 20 minutter med få spilstop. White Hawks var mest i puckbesiddelse, men hjemmeholdets defensiv holdt gæsterne fra farlige afslutninger.

Esbjerg havde de største chancer. Flere blev skabt på personlige fejl i WH-defensiven, hvor hjemmeholdet pressede højt og stressede høgene.

White Hawks overlevede også en udvisning af Christopher Frederiksen. Her leverede Tadeas Galansky et fint arbejde. Jo, tjekken er den vigtigste brik i WH-puslespillet - selv når han ikke er 100 procent klar.

Det var da også bemærkelsesværdigt, at andenmålmand Aphiwat S. Iversen ikke, som han plejer, stod med blokken og noterede i boksen i dag. Han lavede i stedet for hele tiden opvarmningsøvelser.

Fem minutter inde i anden periode bragte Mads Larsen høgene foran med 1-0, assisteret af Dale Mitchell og Alexander Bumagin. Det var ikke et klassisk Mads Larsen-mål, hvor pucken blev kanoneret ind i målet. Farten var noget mindre, men fik lov til at passere Mathias Seldrup i det vestjyske mål.

I tiden 28:56 øgede Cam Spiro til 2-0. Han skar ind foran Esbjerg-målet og lagde pucken under Mathias Seldrup. Nu var der stille i Granly Hockey Arena. Kun de godt 150 WH-fans kunne høres.

I resten af perioden trykkede Esbjerg dog hårdt på, og Felix Scheel reducerede med et slagskud fra blå linje, som gik hele vejen forbi Tadeas Galansky, der ellers igen havde haft flere vigtige redninger.

Der kom for alvor tænding på kampen i denne fase. Det bragte minderne frem fra tirsdagens onde opgør, blandt andet røg Dale Mitchell i infight med målscorer Felix Scheel. Mitchell slap for udvisning, mens Scheel røg i skammekrogen.

Derfor indledte White Hawks tredje periode i overtal. Det var første powerplay denne aften, og Alexander Bumagin hamrede den lille gummiskive ind i målet - en kopi af hans ene mål i tirsdags. Ian Brady og Evan Jasper assisterede. 3-1 til gæsterne. Det var WH's fjerde PP-scoring i de seneste to kampe, og russeren har lavet tre af målene.

Bumagin var kort efter tæt på at øge til 4-1, men Seldrup reddede. Pludselig var en puck ved at snyde Galansky. Den lavede et drilsk hop foran tjekken, der tydeligvis har ondt. Det kan ses på hans bevægelser.

William Boysen og Kristian Jensen testede ligeledes Mathias Seldrup, men i stedet reducerede Esbjerg til 2-3. Det skete i forbindelse med, at Kristian Jensen fik en albue i hovedet og derfor ikke nåede med hjem. Det gav Esbjerg et overtal, som Andreas Grundtvig udnyttede med lidt over 10 minutter tilbage af kampen.

Vestjyderne var tæt på at få dødsstødet i første halvdel af tredje periode, men reduceringen gav ny luft. Nu var det igen Esbjerg, som tog teten. Blev høgene ramt af gummiben i slutfasen? 

Puha, det var spændende. I flere frekvenser bed hjemmeholdet sig fast i WH-zonen, og gæsterne havde travlt med at få pucken ud af zonen. Tre minutter før tid blev WH's Jeppe Holmberg oven i købet smidt ud i to minutter. Stemningen var på kogepunktet i Granly Hockey Arena.

Tadeas Galansky-blokering og slashing, men ingen straf. I stedet udligning til 3-3. Nej, nej, nej. Mathias Seldrup var taget ud efter en timeout, så Esbjerg spillede 6 mod 4. En løs puck i feltet, som ingen fik ekspederet væk, og så sagde Marc Hagel tak og skovlede pucken forbi Galansky i tiden 57:48.

Kort efter endnu en stor tjekkisk redning i WH-målet, og Esbjerg-spilleren sørgede også lige for at give Galansky en cross-checking i ryggen, men dommerne manglede mod og straffede ikke hjemmeholdet. 3-3 efter ordinær spilletid.

Her udgik en haltende Cam Spiro hurtigt med smerter, men han vendte dog retur på isen.

4148 (udsolgt) tilskuere i Granly Hockey Arena var ved at koge over i spænding, og til stor irritation for de medrejsende WH-fans fik Esbjerg-spillerne fortsat lov til at gå hårdt til Galansky, når han blokerede pucken. Til gengæld kunne dommerne måske godt have dømt en udvisning til WH's Mads Larsen.

Kristian Jensen og Alexander Bumagin havde et par god chancer omkring det femte minut, men derefter var Esbjerg farlig i to situationer, hvor Galansky reddede. De vestjyske provokationer over for tjekken - stadig med tydelige smerter - fortsatte. Ny store chance til Bumagin, men Seldrup redder med benskinnen.

Efter ni minutter var det Esbjergs tur til at misbruge en stor chance - forårsaget af et Simon Grønvaldt-pucktab. Faktisk blev lysshowet i hallen tændt, men der var altså ikke mål. Endnu et pucktab - denne gang af Ian Brady - 12 minutter inde i fjerde periode var lige ved at udløse en vestjysk matchbold mere. I modsatte ende forsøgte Simon Grønvaldt sig, men pucken strøg lige forbi mål. Også Kristian Jensen prøvede, men han ramte Mathias Seldrups hjelm, men dejligt at se Kristian Jensen ligne en mand, som vil være matchvinder. Han skylder også i denne serie.

For tredje gang i kampen farligt pucktab af Simon Grønvaldt. Det tvinger Tadeas Galansky ud i en fodparade. Nej, hvor gør det ondt på tjekken.

Men så kom forløsningen. WHITE HAWKS SCORER TIL 4-3 i tiden 75:32. Alexander Bumagin (selvfølgelig), assisteret af Ian Brady og Rasmus Søndergaard, får pucken på midten, kører den ind i zonen, hvor han afslutter med et resolut håndledsskud. Russerens femte mål i serien.

2-2 i serien. Femte kamp spilles søndag kl. 17.00 i Nordjyske Bank Arena, mens sjette kamp finder sted tirsdag aften i Esbjerg. 


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4