html_5 Forstår du nu bare lidt, hvorfor jeg gider?
Back
Mobiltop 1
10.02.2019 | Af: BLOG-INDLÆG

Forstår du nu bare lidt, hvorfor jeg gider?

Poul Nielsen, formand for Venligboerne i Frederikshavn, har skrevet dette blog-indlæg:

Artikelbanner 1

"Jeg forstår ikke, du gider". Sådan sagde en dame til mig i den forløbne uge. Hun er en frisk og rørig folkepensionist, har mistet sin mand for flere år siden, hendes to børn er begge bosat på Sjællandm og det er åbenlyst for enhver, at hun er bitter og føler sig ensom.

Jeg skulle oprindelig bare hente en kasse med ting hos hende til vores genbrugsbutik og så videre på min tur. Hendes bemærkning fik mig til at skifte mening, jeg sagde: "Ved du hvad, jeg tror alligevel gerne jeg vil have den kop kaffe."

Stemningen var lidt trykket. Jeg følte, at hun vist havde fortrudt, at hun bød på kaffe, og at hun var usikker i situationen. Bænket ved det lille bord i køkkenet smilede jeg til hende og sagde: "Jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor jeg gider."

Uden at afvente hendes svar begyndte jeg at fortælle om, hvordan Venligboerne startede i Hjørring, om de 486 flygtninge der kom til Hjørring. Fortalte om min egen situation, da jeg på grund af af stress og med en depression måtte forlade arbejdsmarkedet uden at have lyst til det. Fortalte, hvordan jeg følte mig alene i verden uden at være det. Jeg havde nok mistet min kollegaer, men havde min familie omkring mig, men lukkede mig alligevel inde i mig selv. Jeg tilbragte mine vågne timer med at sidde foran computeren eller liggende på sofaen, og den ene dag gik efter den anden, jeg havde bare ondt af mig selv.

Jeg fortsatte med at fortælle om mit første møde med Venligboerne, da vi startede i Frederikshavn. Jeg fortalte om min første samtale med en ung flygtning, om hans tårer der løb ned ad kinderne, mens han uden at være opfordret til det, betroede mig sin historie. Jeg fortalte om nogle af de ting, jeg havde oplevet sammen med flygtninge de sidste tre-fire år, fortalte om deres gæstfrihed, deres glæde, når det lykkedes at få deres familier til Danmark efter flere års adskillelse, deres håb, deres frustrationer, deres ønske om at være aktive borgere i deres nye land og deres glæde og stolthed, når det lykkedes.

Jeg kiggede på hende, mens jeg fortalte og så hendes fugtige øjne og spurgte: "Forstår du nu bare lidt, hvorfor jeg gider?"

Hun nikkede, tørrede tårerne væk fra de fugtige øjne og sagde: "Gud, hvor har jeg været dum. Tusind tak fordi du gav dig tid til at forklare mig det. Jeg må se at komme i gang igen."

Jeg takkede for kaffe, rejste mig og tog jakken på, kiggede på hende og sagde: "Skulle du få lyst, har vi også en plads til dig i vores butik". Hun trådte hen til mig, og jeg fik den største knuser, jeg har fået i lang tid: "Tusind tak, du har åbnet mine øjne."

Måske er damen vores nye frivillige. Hun lovede ikke noget, men jeg håber, hun har fået mod på igen at kaste sig ud i livet. At være ensom og have ondt af sig selv, er ikke fremmende for nogen ting.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4