html_5 Initiativpris uddelt til Dybvad-virksomhed
Back
Mobiltop 1
18.01.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Initiativpris uddelt til Dybvad-virksomhed

DSI Freezing Solutions A/S i Dybvad modtager DI Vendsyssels Initiativpris 2020. Det er virksomhedens investering i et testcenter kombineret med et stærkt strategiarbejde og globalt fokus på bæredygtighed, der sikrer virksomheden, med base i Dybvad, prisen.

Artikelbanner 1

- Initiativprisen går i år til en virksomhed, som formår at styrke relationen til kunderne og som formår at gøre data til en endnu større del af forretningen. Der genereres store mængder data ved testning af produkterne. Og kan man omsætte den data til smartere processer og bedre eller billigere produkter, er det en win-win for alle, siger Richard Fynbo, formand for DI Vendsyssel.

Et andet område, der er med til at sikre DSI Freezing Solutions A/S (tidligere Dybvad Stål Industri) årets Initiativpris, er virksomhedens strategiske oprustning. Mange virksomheder er afhængige af enkelte markeder, kunder eller leverandører og er dermed sårbare, når en krise rammer verdensmarkedet. Med DSI Freezing Solutions A/S’ nye strategi spreder virksomheden risikoen ved at fokusere bredere indenfor fødevarer og ved at rykke meget tættere på både nøglekunder og nøglemarkeder.

- Jeg tror, at vi vil se mange virksomheder, der ændrer salgs- og leverandørstrategier på bagkant af coronakrisen. Krisen har vist, hvor sårbare virksomheder kan være i forhold til enkelte markeder og segmenter. DSI Freezing Solutions A/S er et skoleeksempel på, hvordan en virksomhed kan arbejde med risikostyring – selv før en verdenskrise, siger Richard Fynbo.

Sidst men ikke mindst er der lagt vægt på virksomhedens arbejde med bæredygtighed. DSI Freezing Solutions A/S er involveret i flere udviklingsprojekter med fokus på verdensmålene. Et af projekterne foregår i Sydkorea, hvor et lokalt partnerskab har reduceret indfrysningstiden af madvarer til en fjerdedel.

- Indfrysningstiden er et af branchens vigtigste konkurrenceparametre. Den har stor betydning både for energiforbruget og for kvaliteten af fødevarerne, men også i forhold til produktionsprocesserne. Derfor er bæredygtige fryserløsninger en game changer for de lokale producenter på et marked, der samarbejder med en virksomhed som DSI Freezing Solutions, siger Richard Fynbo.

Hos DSI Freezing Solutions er der stolthed over at modtage DI’s Initiativpris.

- Vi ser det som en stor anerkendelse af vores arbejde både til hverdag og på et mere langsigtet strategisk plan. Vi har, gennem de sidste par år, gennemført betydelige forandringer, og det vil derfor også være på sin plads at takke vores medarbejdere for det bidrag, de har ydet og den omstillingsparathed, de har vist i processen, udtaler CEO Lars Priess.

Også på Frederikshavn Rådhus vækker prisen glæde.

- Vi er stolte af, at DI Vendsyssels Initiativpris igen i år går til en virksomhed fra Frederikshavn Kommune. Det vidner om et erhvervsliv, som klarer sig godt på trods af de udfordringer, som vi alle lever med for tiden. DSI Freezing Solutions A/S er en international virksomhed, som kan måle sig med de allerbedste i verden inden for deres område. Jeg er stolt af, at vi har sådan en virksomhed i Frederikshavn Kommune, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Fakta om Initiativpris 2020
Initiativprisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt mindre og mellemstore virksomheder i Danmark. Vinderen skal være en SMV-virksomhed med under 100 ansatte. Vinderen er en virksomhed, som kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere. Der findes 18 regionale prisvindere, som går videre til en landskonkurrence, hvor vinderen udpeges på SMV-dagen i marts 2021.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2