html_5 Genåbning til stor glæde for lokale skøjteløbe
Back
Mobiltop 1
03.08.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Genåbning til stor glæde for lokale skøjteløbere

Ikke siden 11. marts har løberne fra Skøjte- og Sports Forening Nord kunne nyde deres skøjtesport. I juli lykkedes det så at få is under skøjterne, da der igen blev åbnet op for de indendørs aktiviteter. Siden da har SOS-løberne lavet mange pirouetter og spring.

Artikelbanner 1

Søndag eftermiddag var der åbent hus i Iscenter Nord. Her var der mulighed for at få et indblik i, hvad kunstskøjtning er.

Var man forhindret i går, inviterer Skøjte og Sports Forening Nord igen til åbent hus søndag 16. august fra kl. 10.15 til 11.00. Helt gratis kan man komme på is, og - hvis man har lyst - efterfølgende få en times dans fra kl. 11.15-12.00.

Som et nyt og sjovt initiativ starter SOS i den kommende sæson op med holdet "Leg på Is", som er et tilbud for de helt små i alderen 1-3 år, hvor de med skøjter og hjælp fra klubbens trænere kan få lov til at boltre sig på isen.

I de seneste fire uger har løbere fra SOS deltaget i forskellige skøjtecamps i både ind- og udland. Turene er gået til Esbjerg Skøjtehal, hvor Esbjerg Skøjteklub inviterede indenfor til nogle gode dage.

Herefter var der to ugers camp i Karlskrona i Blekinge i Sverige. En camp, som længe var usikker på grund af de danske rejserestriktioner. Heldigvis ændrede Udenrigsministeriet rejsevejledningen for Blekinge 8. juli, og man kunne trygt tage af sted. Det blev til mange gode skøjteoplevelser i Sverige.

Endelig blev juli afsluttet med klubbens egen sommer-camp med masser af skøjteaktivitet under de bedste hensyn til COVID-19.

I denne uge går det så løs igen med den nye sæson med undtagelse af klubbens begynderhold, Skøjteskolen, og "Leg på Is", der begge først begynder torsdag 20. august kl. 16.45-17.30 med to ugentlige træninger torsdage og søndage (15.00-15.45).

Alle i Skøjte- og Sports Forening Nord glæder sig rigtig meget til at komme i gang igen, selvom man dog i første omgang må undvære de sædvanlige konkurrencer de første to måneder på grund af COVID-19.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2