html_5 Mød kunstneren og spørg til hans værker og tekn
Back
Mobiltop 1
10.07.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Mød kunstneren og spørg til hans værker og teknik

Galleri Virak i gågaden i Frederikshavn indenfor til fernisering på en gæsteudstilling med kunstner Torben Klostergaard, hvor du kan møde kunstneren og spørge til hans værker, teknikker og inspirationer.

Artikelbanner 1

Ferniseringen finder sted lørdag 18. juli kl. 11.00 i galleriet i Danmarksgade.

- Jeg støber skulpturer i bronze. Fragmenter af virkeligheden, et øjebliks opmærksomhed, udført i bronzen og med en rustik karakter. Dyr og mennesker er mine foretrukne motiver. Jeg inspireres af menneskers og dyrs adfærd og forsøger at skildre mine motiver med kærlighed, humor og respekt, fortæller Torben Klostergaard.

Han benytter sig især af to teknikker med meget forskellige udtryk: Sandstøbning og cire perdue. Ved sandstøbning skæres emner i polystyren (flamingo), støbesand pakkes omkring figuren og den flydende bronze brænder polystyrenen væk. Polystyren er et let, men også meget skrøbeligt materiale. Det appellerer til at arbejde med grove strukturer uden for mange detaljer - noget, som Torben Klostergaard fortæller passer godt til hans temperament.

Med cire perdue-teknikken laves figuren typisk i voks eller kombination af voks og andre brændbare materialer, for eksempel voks og træ. Emnet indstøbes i en støbemasse af gips og chamotte, som brændes ud og efterlader et hulrum, som fyldes med flydende bronze. Denne teknik giver uanede muligheder for udtryk.

Begge teknikker skaber smukke unikaværker, der næppe lader sig kopiere.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten og redaktør af Kunstavisen skrev i 2018:

"...det er denne evne til at fange essensen i en situation og det karakteristiske ved en krop, der er Torben Klostergaards store force som skulptør. Og han gør det med både vid, bid og kunstnerisk poesi."

Torben Klostergaard fortæller om sit kunstneriske virke:

- Interessen for at arbejde med skulpturer blev vakt under mit studie på Arkitektskolen i Aarhus. Billedhugger Valdemar Foersom Hegndal var den inspirerende lærer, der til sin død i 2002 vedblev at være min mentor og gode ven. Mit første forsøg med bronze var på et kursus på Århus Kunstakademi ved Thomas Andersson i 2003. Det blev et vendepunkt. I forbindelse med at jeg udfasede mit tidligere professionelle liv som arkitekt etablerede jeg bronzeværksted i 2012. Fra 2013 har jeg udelukkende arbejdet med skulpturerne.

Siden 2013 har Torben Klostergaard haft en stigende udstillingsvirksomhed i kunstforeninger, virksomheder og gallerier i Danmark, Spanien og Italien. I 2018 leverede han sin første skulptur til det offentlige rum. Brædstrup Kunstforening havde bestilt "Hugin på bænk", der er placeret foran kulturhuset "Tinghuset" i Brædstrup. Han færdiggør i øjeblikket "Munin", ravn i naturlig størrelse, som skal placeres i nærheden af "Hugin" i Dommerparken i Brædstrup.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2