html_5 En skøn aften med poesivandring i midtbyen
Back
Mobiltop 1
09.07.2020 | Af: Michael Frederiksen

En skøn aften med poesivandring i midtbyen

Et halvt hundrede stolte frederikshavnere mødte onsdag aften op til det første af tre arrangementer, hvor programmet stod på poesivandring med fællessang.

Artikelbanner 1

Poesiparken i Frederikshavn søsætter denne sommer et nyt initiativ, der forener poesi, musik og fællessang. Frederikshavn Byfond inviterer frederikshavnerne og byens gæster på poesivandring med fællessange tre aftener i juli. Komponisten Mathias Madsen Munch akkompagnerer fællessangen på den guidede tur rundt i Poesiparken.

Den lokale komponist, som er født og opvokset i Frederikshavn, løftede aftenen op på et højt niveau. Han er Frederikshavns svar på Phillip Faber, kendt fra DR, hvor Mathias Madsen Munch i øvrigt også arbejder som komponist. Undervejs lavede han endda lidt opvarmningsgymnastik med de fremmødte.

De tre arrangementer begynder ved den flotte trappe op til Værkergrunden, hvor det første poesiværk er støbt ind i trappetrinene. Værket hedder "Hører du", og det er digteren Carl Scharnberg, som står bag det stærke digt.

Tove Varmløse fra Frederikshavn Byfond bød velkommen til de mange fremmødte. Hun fortalte om tilblivelsen af Poesiparken, som jo er blevet til med inspiration og i tæt samarbejde med Larvik i Norge, som er Frederikshavn Kommunes venskabsby.

Vejret de seneste dage taget i betragtning bød aftenen på dejligt vejr med solskin, og der var en god stemning og spørgelyst blandt de mange frederikshavnere, der var mødt frem.

Mathias Madsen Munch var med hele vejen rundt med Byfondens ladcykel, som indeholdt lyd og forplejning. Der blev udleveret sanghæfter, og der blev i alt sunget fire sange. Mathias Madsen Munch spillede og sang for.

Første sang var "Stolt af min by", som Mathias Madsen Munch selv har skrevet, og den blev sunget ved trappen til Værkergrunden, hvorefter deltagerne gik videre til Rimmenstorvet ved Kop & Kande, hvor poesiværket "Når kopperne får te" er placeret.

Herfra gik turen til det nyeste poesiværk, nemlig det som hænger ved Midtpunkt, hvor forfatteren Bent Haller fra Frederikshavn skriver: "Da han kom til havet under den store Pikkerbakke, sagde han til sig selv: Her er verden ny, her vil jeg bo!".

Via Søndergade gik turen til Lodstorvet, hvor der er flere spændende værker, og her blev der sunget "Lyse nætter" af Alberte Winding. Der blev serveret en lille forfriskning til alle, og der var tid til småsnak. I Lodsgade findes også det store værk af Allan Olsen, som bærer titlen "Rødt Jern".

Derefter en tur på Kallstorv, hvor det påtænkes, at det næste poesiværk skal hænge. Det skal afsløres i forbindelse med indvielse af den ny gågade senere på året.

Turen varede halvanden time og sluttede på hjørnet af Danmarksgade og T.h. Bergs Gade, hvor poesiværket "Som et strejf af en dråbe" af Gasolin hænger. Sangen blev sunget som afslutning på en fantastisk aften.

I alt syv poesiværker blev besøgt, og Tove Varmløse og Casper Sørensen fra Byfondens bestyrelse fortalte en spændende historie om hver enkelt værks placering, historie og tilblivelse.

Der er poesivandring med fællessang igen onsdag 15. juli og søndag 19. juli. Mødestedet er trappen op til Værkergrunden, lige ved siden af opkørslen til Føtex' parkeringsplads.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2