html_5 Billedkunstner har opfundet sin egen teknik
Back
Mobiltop 1
06.06.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Billedkunstner har opfundet sin egen teknik

Galleri Virak i gågaden i Frederikshavn udstiller værker med billedkunstneren Pernille Krogh. Hendes kunst er en vekselvirkning mellem det drømmeagtige og det håndfaste jordnære.

Artikelbanner 1

Pernille Krogh arbejder med en spontan linjeføring i sine motiver. Kombineret med sanselige overflader og strukturer skaber det et elegant udtryk.

- Jeg udtrykker mig grafisk og er optaget af linjens sanselighed og evne til at fastholde en øjebliksstemning, fortæller kunstneren, hvis foretrukne udtryksmiddel er blyanten og linjen.

- Jeg arbejder på pap, som jeg ridser, indsværter og lakerer af flere omgange. Teknikken har jeg selv opfundet og udviklet gennem de seneste 10 år, forklarer Pernille Krogh.

Natur, klimaforandringer og bæredygtig levevis fylder meget i kunstnerens bevidsthed, og det fornemmer man i hendes billedudtryk.

Temaet for Pernille Kroghs billeder har i mange år kredset omkring mennesket, de indbyrdes menneskelige relationer og menneskets forhold til naturen. Meget af Pernille Kroghs kunst er tæt forbundet til naturen, og det ses tydeligt i hendes værker. Skygger af træer og grene, dyr, blomster og blades strukturer, planternes farver og overflader, mennesket i naturen.

Dette fokus har blandt andet ført hende til fiskerlandsbyen Abene i Senegal, hvor hun, i samarbejde med lokale, har arbejdet med plantefarvning og økotryk på tekstiler. Tekstilerne sælges under navnet YellowYellow og er et forsøg på at etablere arbejdspladser, indtægter og bedre levevilkår for en befolkning, der lever i en del af verden med meget stor fattigdom og arbejdsløshed.

Mødet med Afrika og den afrikanske kultur har ført til billedserien "Afrikas mange ansigter", som også vises på udstillingen i Galleri Virak.

Pernille Krogh er en del af det bæredygtige fællesskab Grobund ved Ebeltoft, og hun har sit værksted placeret på den fabrik lige ved siden af færgehavnen, som fællesskabet har erhvervet.

Ved ferniseringen lørdag 13. juni kl. 11-13 kan man kan få en snak med kunstneren om arbejdsmetoder, motiver og inspirationer.


Artikelbanner 2

Flere nyheder

  • Artikelbanner 3
  • Artikelbanner 4
  • Artikelbanner 5
  • Artikelbanner 1
  • Artikelbanner 2